Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen mødes i dag mandag og tirsdag med sine nordiske og baltiske kollegaer i Helsinki i Finland. Der er møder i tre forskellige fora – NORDEFCO, Nordisk-Baltisk og Northern Group. På mødet i NORDEFCO blev der taget endnu et skridt i udvidelsen af det nordiske samarbejde, da ministrene her til eftermiddag underskrev en aftale om et nordisk radardelingsprojekt. Aftalen betyder, at de nordiske lande kan få et endnu bedre regionalt situationsoverblik i Østersøområdet.

”Norden og Baltikum skal stå skulder ved skulder, så vi får styrket sikkerheden og stabiliteten i Østersøområdet. Det nordiske forsvarssamarbejde bevæger sig i de her år, og med dagens aftale om det nordiske radardelingsprojekt går vi skridtet videre.

For mig at se er der muligheder i forstærket nordisk samarbejde, så derfor skal vi se på, hvor vi kan udvide samarbejdet og dele viden, teknologi og også om fælles materielindkøb”, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Sikkerhedssituationen i Østersøregionen og øget fokus på afskrækkelse er også på dagsordenen under det Nordisk-Baltiske møde samt Northern Group mødet. På Northern Group mødet tirsdag deltager også den amerikanske forsvarsminister James Mattis.

”USA støtter, at vi går videre med både det nordiske og baltiske samarbejde. Det ser vi direkte demonstreret i, at den amerikanske forsvarsminister deltager i Northern Group-mødet. USA og NATO udgør Danmarks primære sikkerhedsgaranti, men vi må regionalt selv gøre mere for den kollektive sikkerhed og imødegå Ruslands aggression gennem samarbejder som NORDEFCO og Northern Group”, siger Claus Hjort Frederiksen.

Nødvendige (vis detaljer)

  • Systemcookies Episerver

Intern statistik (vis detaljer)

  • Siteimprove

Tredjeparts (vis detaljer)

  • Twitter
  • Google