Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Ny national strategi for håndteringen af Danmarks ydre grænse

Indholdsområde

 
Nyhed fra Forsvarsministeriet 
National strategi for håndteringen af Danmarks ydre grænse.
 

Ny national strategi for håndteringen af Danmarks ydre grænse 

For at styrke den fælles europæiske grænseforvaltning er der nu kommet en ny national strategi for integreret grænseforvaltning i Danmark.

27-09-2019 - kl. 14:00
Det er afgørende for den fælles sikkerhed i EU, at vi har en effektiv kontrol og overvågning af de ydre grænser. Det handler om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet, håndtering af migrationsudfordringer og potentielle fremtidige trusler ved de ydre grænser. Den opgave skal løftes samtidig med overholdelsen af grundlæggende rettigheder og den frie bevægelighed i EU.

Det har samtlige lande i EU et fælles ansvar for, og det betyder bl.a., at hvert land skal udarbejde en strategi for, hvordan kontrollen og overvågningen af de ydre grænser skal foregå. Det er den såkaldte strategi for integreret grænseforvaltning (Integrated Border Management – IBM).

Justitsministeriet, Forsvarsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet, Skatteministeriet, Rigspolitiet, Forsvarskommandoen og Toldstyrelsen, som er de myndigheder i Danmark, der har ansvaret for opgaver vedrørende grænseforvaltningen, har i fællesskab udarbejdet en ny dansk IBM-strategi. Den danske IBM-strategi beskriver den danske myndighedsindsats på en række områder, herunder hvordan kontrollen og overvågningen ved de ydre grænser foregår, og hvordan myndighederne sikrer det nødvendige samarbejde for, at indsatsen ved Danmarks ydre grænse tilrettelægges bedst muligt.

Strategien beskriver målet med opgaverne, den aktuelle situation for den danske myndighedsindsats på området og en eller flere strategiske prioriteter for at styrke en effektiv og koordineret integreret grænseforvaltning.

Strategien omhandler også Danmarks bidrag til EU’s fælles indsats ved de ydre grænser gennem den europæiske grænse- og kystvagt (Frontex). Det handler bl.a. om, at Danmark bidrager til Frontex-operationer i f.eks. Middelhavsområdet med medarbejdere og teknisk udstyr.

Justitsminister Nick Hækkerup udtaler:

”I EU skal vi stå sammen skulder ved skulder om at bidrage til en effektiv kontrol og overvågning af EU’s ydre grænser, så vi i fællesskab kan sætte ind mod grænseoverskridende kriminalitet og ulovlig migration. En central del af den danske strategi er dansk politis bidrag til beskyttelsen af EU’s ydre grænser på både den hjemlige bane, når fly fra lande uden for EU ankommer i de danske lufthavne, og under sydlige himmelstrøg, når vi bistår med betjente ved grænseovervågningen i Middelhavet.”

Forsvarsminister Trine Bramsen udtaler:

”Det er en kerneopgave for Forsvaret at være med til at sikre Danmarks sikkerhed og tryghed. Det gælder ude i verden, men selvfølgelig også herhjemme. Overvågningen af Danmarks ydre Schengengrænser til søs er derfor en naturlig opgave for Forsvaret, som jo også hver eneste dag hævder suveræniteten i de danske farvande. Forsvaret leverer også internationalt til overvågningen af de ydre Schengengrænser gennem et betydeligt bidrag til Frontex, bl.a. gennem patruljebåde indsat i Middelhavet. Det skal vi være stolte af”

Skatteminister Morten Bødskov udtaler:

”Skatteforvaltningens nationale og internationale samarbejde bidrager til et højt niveau af informationsudveksling på tværs af myndigheder. Strategien styrker samarbejdet yderligere, så politiet og Toldstyrelsen f.eks. står stærkere, når de kontrollerer for illegale varer såsom narko og våben ved de danske grænser.”

Udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye udtaler:

”Det er afgørende hele tiden at have fokus på at kunne sende afviste asylansøgere og andre uden lovligt ophold i Danmark effektivt ud af landet. Det kræver et stærkt og stabilt samarbejde mellem myndighederne her i landet. Og det styrker vi med denne nye strategi. Endnu vigtigere er det, at alle de andre EU-lande også har effektivt samarbejde mellem deres myndigheder. Og jeg er derfor glad for, at alle Schengen-lande i denne tid færdiggør deres nye strategier for grænseforvaltning. Dermed står vi alle styrket.”

Strategi for integreret grænseforvaltning i Danmark

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Forsvarsministeriets pressevagt
- tlf. 72 81 04 00