Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Rekordmange ansøgere til officersuddannelserne

Indholdsområde

 
Nyhed fra Forsvarsministeriet 
 

Rekordmange ansøgere til officersuddannelserne 

Forsvarets officersuddannelse er blandt de 25 mest søgte videregående uddannelser i Danmark.

18-08-2020 - kl. 07:20
Officersuddannelsen bliver mere og mere populær blandt de unge. I år har der været rekordmange ansøgere – 30 % flere end i 2019. Når man sammenligner antallet af ansøgere (900) med videregående uddannelser, er officersuddannelsen blandt de 25 mest søgte.

”Tryghed og sikkerhed giver ikke sig selv. Det oplever jeg, at vores unge er meget bevidste om. Det er en del af forklaringen på at vi oplever en så stor søgning til officersuddannelsen. Det er på alle måder stærkt at der er så stor søgning til Forsvarets uddannelser. Der er ingen tvivl om at vi i fremtiden får brug for stærke kompetencer der kan løse og forstå de stadig mere komplekse udfordringer” siger forsvarsminister Trine Bramsen.

For første gang siden 2015 har Forsvaret oplevet en tilfredsstillende målopfyldelse på alle syv officerslinjer. Tilstrømningen til uddannelsen har været så stor, at der er flere egnede end pladser på uddannelsen, hvorfor Forsvaret har valgt at optage 17 flere end planlagt.

Baggrund
I 2015 blev officersuddannelsen omlagt, hvilket bl.a. betød at kravene til ekstern rekruttering blev ændret. Tidligere var en gymnasial uddannelse adgangsgivende, hvor der i dag er krav om enten en bachelor eller professionsbachelor. Inden omlægningen rekrutterede Forsvaret personel til officersuddannelsen dels fra Forsvarets stampersonel dels fra gymnasierne og værnepligten.

Alle medarbejdere i Forsvaret, som ikke har en bachelor eller professionsbachelor, kan fortsat blive optaget på officersuddannelsen, under forudsætning af de optages på og gennemfører Forsvarets Akademiuddannelse, der gennemføres som et deltidsstudie over to år.

De nuværende officerskadetter er således en blanding af studerende, der kommer fra universitet og andre civile uddannelser samt studerende, der har gennemgået Forsvarets interne uddannelse. Denne blanding af uddannelsesbaggrunde og fagligheder fordrer dermed et dynamisk og mangfoldigt studiemiljø.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Forsvarsministeriets pressevagt
- tlf. 72 81 04 00