Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Hjort diskuterer styrket Østersø-samarbejde med Tyskland

Indholdsområde

 
Nyhed fra Forsvarsministeriet 
 

Hjort diskuterer styrket Østersø-samarbejde med Tyskland 

Forsvarsministeren har i dag besøgt sin tyske kollega i Berlin for at tale om en række fælles udfordringer og sikkerhedssituationen i Østersø-området.

28-01-2019 - kl. 14:00
Mødet med den tyske forsvarsminister, Ursula von der Leyen, er startskuddet på et generelt øget dansk-tysk forsvarssamarbejde omkring Østersøen. Mødet bliver således fulgt op af drøftelser mellem de to landes forsvarschefer på et møde i København i næste måned.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen siger:

”Tyskland og Danmark er naboer og nære allierede, og forsvarsminister Von der Leyen er en toneangivende stemme i både NATO og EU, som jeg sætter stor pris på. Vi har i dag drøftet, hvordan vi styrker samarbejdet – især med fokus på Østersø-området, som er en prioritet for begge vore lande.”

Tyskland står i spidsen for et nyt multinationalt flådehovedkvarter i Rostock med fokus på Østersøen, som i krise eller krig vil kunne fungere som et føringshovedkvarter. På samme måde skal Danmark fremover stå i spidsen for et multinationalt divisionshovedkvarter, der er placeret i både Letland og Danmark.

”Begge lande tager den sikkerhedspolitiske situationen omkring Østersøen alvorligt og har prioriteret området i vores respektive nationale forsvarsaftaler. Vi skal hver for sig og i fællesskab med NATO forholde os til de store udfordringer, vi står over for med Rusland i Øst, ustabilitet og flygtningepres i syd og et konstant pres på cyberområdet. Det er klart, at Europa må løfte et større ansvar for vores egen sikkerhed, og det er klart, at Tyskland som et af Europas største og rigeste lande har en særlig rolle at spille”, siger Claus Hjort Frederiksen.

I den kommende tid deltager både danske og tyske flådefartøjer i øvelser i Østersøen. Det drejer sig blandt andet om den store amerikansk-ledede øvelse BALTOPS i juni samt den tyskledede Northern Coasts-øvelse i september, hvor Danmark også deltager med en række fartøjer.

Baggrund om NATO’s afskrækkelse og forsvarsaktiviteter i Baltikum:

Fremskudt tilstedeværelse (enhanced Forward Precence)
Tyskland er rammenation for en kampgruppe i Litauen og har knap 600 soldater udsendt til landet. Danmark ventes i begyndelse af 2020 igen at deltage med et kompagni i Estland. Bidraget ventes overordnet at svare til bidraget i 2018.

Headquarters Multinational Division North (HQ MND N)
Danmark, Letland og Estland har besluttet at oprette et divisionshovedkvarter, som i fredstid er placeret i Adazi, Letland, og Karup, men senere i Slagelse. Hovedkvarteret bliver en del af NATO’s styrkestruktur og vil have til opgave at planlægge og koordinere NATO’s styrker i området i fred, krise og krig. Canada, Litauen og UK har allerede tilbudt at deltage i hovedkvarteret, og det er forhåbningen, at Tyskland også vil deltage.

Multinational Corps Headquarters North East (HQ MNC NE) i Stettin
Danmark, Polen og Tyskland oprettede i 1999 et korpshovedkvarter, som siden hen er blevet en del af NATO’s styrkestruktur. Oprindeligt var hensigten at integrere Polen som nyt medlem af NATO, men siden hen har hovedkvarteret udviklet sig til at være et regionalt korpshovedkvarter på højt beredskab. Hovedkvarteret er udset til at spille en central rolle vedr. NATO’s tilstedeværelse i Østersø-regionen i fred, krise og krig.


Mere i artikel om fremskudt tilstedeværelse

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Forsvarsministeriets pressevagt
- tlf. 72 81 04 00