Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Indholdsområde

 
Udsendte FN-observatør på missionen UNTSO, der er FN's ældste mission siden 1948. Foto: Forsvaret.
FN-observatører på missionen UNTSO, der er FN's ældste mission. Foto: Forsvaret.


Forenede Nationer (FN)

Danmark har deltaget i FN’s fredsbevarende missioner siden oprettelsen af den første mission i 1948.

Fred, sikkerhed og konfliktforebyggelse

FN blev grundlagt som international organisation i 1945 med det formål at fremme international fred og sikkerhed. I dag har FN 193 medlemslande. FN’s særlige rolle som repræsentant for det internationale samfund har gjort organisationen til ramme for dialog og forhandling, hvorigennem medlemslandene kan give deres holdninger til kende og finde fælles løsninger på en lang række internationale, sikkerhedspolitiske problemer.

I arbejdet med at styrke fred, sikkerhed og konfliktforebyggelse har FN en række værktøjer til rådighed, herunder de fredsbevarende missioner. Missionerne har til formål at øge sikkerheden i værtslandet og hjælpe fredstiltag og politiske processer på vej. Missionerne består af militær, politi og civilt personel fra hele verden, hvilket sikrer en bredspektret tilgang, hvor de fredsbevarende styrker kan varetage alt fra civilbeskyttelse til organisering af valghandlinger. De er dermed et vigtigt og effektivt redskab til at imødegå eskalering af væbnede konflikter, der også bidrager til flere af de grænseoverskridende udfordringer, som tynger det internationale regelbaserede samarbejde. Danmark har derfor en naturlig interesse i at støtte FN’s freds- og sikkerhedsindsatser, herunder de fredsbevarende missioner.


Fredsbevarende missioner

Danmark har deltaget i FN’s fredsbevarende missioner siden oprettelsen af den første mission i 1948 og har pt. 24 militærobservatører udsendt til missionerne i Mali (MINUSMA) (1), Sydsudan (UNMISS) (10), Mellemøsten (UNTSO) (11) og Yemen (UNMHA) (2). Forsvaret har også to observatører udsendt til Sydkorea (UNCMAC), hvor FN-missionen tilbage i 1950’erne overgik til at være en amerikansk ledet mission.


FN’s Sikkerhedsråd

FN’s Sikkerhedsråd har det overordnede ansvar for opretholdelse af international fred og sikkerhed. Rådet udgøres af fem permanente og ti ikke-permanente medlemslande. Der skal i løbet af 2019 tages politisk stilling til, om Danmark i 2024 skal være på valg til at indtage et af de ikke-permanente sæder for perioden 2025-26. Danmark har været medlem af Sikkerhedsrådet fire gange tidligere, senest i 2005-6.


UNMO'er

FN's militære observatører (UNMO'er) er ubevæbnede og uddannede til at observere og rapportere overtrædelser af aftaler om våbenhvile, frigørelse mv., der er relevante for deres indsatsområder. Alle militære observatører er kaptajner eller majorer og kommer fra alle dele i deres respektive lands væbnede styrker.

This page in English