Nyheder
Sociale medier
Center for Cybersikkerhed blev etableret med udgangspunkt i en målsætning om at samle statens kompetencer på cybersikkerhedsområdet i et center under Forsvarsministeriet.
Cyberværnepligtige er i gang med deres uddannelse, som skal styrke Forsvarets beskyttelse mod cybertrusler. Foto: Forsvaret.
Cybertruslen mod Danmark er reel. I en digitaliseret hverdag er samfundets tillid til både offentlige myndigheder og private aktører afhængig af et højt cyber- og informationssikkerhedsniveau. Center for Cybersikkerhed (CFCS) hjælper især danske myndigheder og virksomheder med at forebygge, imødegå og beskytte sig mod cyberangreb.
Hvad er Center for Cybersikkerhed?
CFCS blev oprettet i 2012 for at øge beskyttelsen af Danmark mod cyberangreb. Centeret er en del af Forsvarets Efterretningstjeneste, hvilket skaber en række synergieffekter og samtidig sikrer, at centeret har adgang til den særlige efterretningsbaserede viden, som FE råder over på cyberområdet.
CFCS varetager en lang række opgaver, der skal gøre Danmark mere sikkert. Arbejdet indebærer f.eks. vejledning og rådgivning af danske myndigheder og virksomheder samt at styrke cybersikkerheden og imødegå cyberangreb mod Danmark.
CFCS har derudover ressortansvaret for informationssikkerhed og beredskab i telesektoren. Det omfatter blandt andet, at centeret bidrager til at udarbejde reguleringer på området og varetager det løbende tilsyn med, at teleudbyderne efterlever kravene i reguleringen.
CFCS har desuden et situationscenter, der holder øje med cybersikkerheden i Danmarks samfundskritiske sektorer og agerer som det centrale kontaktpunkt, der modtager og afsender information, der vedrører den nationale cybersikkerhed.
Situationscenteret
Som en del af forsvarsforliget 2018-2023 og den tidligere nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi fra 2018-2021 har CFCS oprettet et cybersituationscenter. Formålet med situationscenteret er at vedligeholde et nationalt cybersituationsbillede. Cybersituationsbilledet skal give en samlet forståelse af og et overblik over aktuelle cybertrusler mod Danmark på baggrund af CFCS’ akkumulerede viden fra egne og samarbejdspartneres kilder i ind- og udland.
Situationscenteret monitorerer desuden CFCS’ sensornetværk. Sensornetværket skal opdage cybertrusler mod de virksomheder og myndigheder, der er tilsluttet netværket.
Endelig kan situationscenteret udsende varsler og anbefalinger i forbindelse med et konkret cyberangreb, aktuelle cybertrusler eller andre it-sikkerhedshændelser, som kan have interesse og relevans for myndigheder, virksomheder eller andre.
Læs mere om situationscenteret
Imødegåelse og forebyggelse af cyberangreb
Opgaven med at opdage, analysere og bidrage til at imødegå sikkerhedshændelser hos forsvaret og de virksomheder og myndigheder, der har tilsluttet sig CFCS’ sensornetværk, varetages af netsikkerhedstjenesten i CFCS. Netsikkerhedstjenesten fokuserer på de mest avancerede angreb, der oftest udføres af statsstøttede aktører, eller cyberangreb, der i øvrigt kan påvirke det danske samfund i væsentlig grad. Netsikkerhedstjenestens arbejde er udelukkende defensivt, for at kunne beskytte Danmark mod konkrete cybertrusler.
Forebyggelsen af cyberangreb varetages bredt af CFCS i samarbejde med øvrige myndigheder og virksomheder. De forebyggende tiltag inkluderer blandt andet et fokus på større bevidsthed om it-sikkerhed blandt myndigheder, virksomheder og borgere; et varslingssystem der kan opdage cybertrusler og rådgivning om god it-sikkerhed.
CFCS som national it-sikkerhedsmyndighed.
CFCS er national it-sikkerhedsmyndighed, netsikkerhedstjeneste og nationalt kompetencecenter for cybersikkerhed. Det betyder at centeret varetager en række opgaver af både forebyggende og afhjælpende karakter for at styrke den danske it-sikkerhed. Udover rådgivningen og vejledningen nævnt i ovenstående afsnit, fører centeret en systematisk dialog med statslige myndigheder, brancheorganisationer og større virksomheder inden for de samfundskritiske sektorer. Som national it-sikkerhedsmyndighed er det endvidere CFCS’ opgave at sikkerhedsgodkende og føre tilsyn med klassificerede produkter, systemer og installationer inden for informations- og kommunikationsteknologi. CFCS er også it-sikkerhedsmyndighed i Danmarks relation til EU og NATO.
Telesikkerhed
Center for Cybersikkerhed har ressortansvaret for informationssikkerhed og beredskab i telesektoren. Det omfatter blandt andet, at centeret bidrager til at udarbejde regulering på området og varetager det løbende tilsyn med, at teleudbyderne efterlever kravene i reguleringen.
Telesikkerhed bliver reguleret i lov om net- og informationssikkerhed (NIS-loven). Telesektoren er kritisk national infrastruktur, og området får stadigt støtte betydning og bevågenhed, ikke mindst med indførelse af den nye 5G-teknologi.
Vil du i kontakt med Center for Cybersikkerhed?
Find kontaktoplysningerne på cfcs.dk
Center for Cybersikkerhed blev oprettet i 2012 og ligger under Forsvarets Efterretningstjeneste.
Læs om Forsvarets Efterretningstjeneste