Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677. En dansk flådestyrke på 27 linieskibe og fregatter mfl. under admiral Niels Juel slår en svensk flåde på 30 linieskibe og fregatter mfl. under Admiral-General Henrik Horn. Svenskerne mistede otte linieskibe og ca. 4.000 mand. Niels Juel udnævnes til general admiral-løjtnant og Elefant-ridder. Maleri af Viggo Fauerholt i 1856.

Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677. En dansk flådestyrke på 27 linieskibe og fregatter mfl. under admiral Niels Juel slår en svensk flåde på 30 linieskibe og fregatter mfl. Maleri af Viggo Fauerholt i 1856.

Marsk i spidsen

I 1200-tallet var det kongens hærfører, marsken, der som den første fik et egentligt tilsyn med hær og hærvæsen lagt ind under sit embede. Kongen var dog stadig øverste krigsherre, og det var således ham, der suverænt bestemte, om der overhovedet skulle udnævnes en marsk. Embedet var derfor ofte ubesat. 

I 1536 blev det under Christian III bestemt, at kongen havde pligt til at udnævne en tilsynsførende for hærvæsenet, men med enevældens indførelse i 1660 blev ordningen afskaffet.

Krigskollegiet

Enevælden betød dog ikke, at kongen personligt tog sig af al administration af hæren. Allerede i 1660 oprettede Frederik III et krigskollegium, der i såvel krigs- som fredstid skulle varetage både de praktiske og de administrative sider af hærens arbejde. Et tilsvarende råd var for søværnets vedkommende oprettet allerede i 1655 under navnet Admiralitetet. 

Navneskift

Admiralitetet beholdt sit navn under enevoldskongerne, mens Krigskollegiet skiftede navn et par gange til først Krigskancelliet (1679) og siden Generalitets- og Kommisariatskollegiet. Det var dog først med enevældens afskaffelse, at administrationsformen ændredes radikalt. 

Danmarks første marineminister

Allerede dagen efter enevældens bortfald den 21. marts 1848 udnævnte Frederik VII A.F. Tscherning til landets første krigsminister, og den 6. april fulgte så udnævnelsen af C.C. Zarthmann til Danmarks første marineminister. 
 
Krigsministeriet afløste Generalitets- og Kommisariatskollegiet den 25. marts 1848, mens Marineministeriet afløste Admiralitetet den 21. april 1848. 

Ny administrationsform

Med denne navneændring ændredes også administrationsformen, således at det nu var ministrene, der med faglig hjælp fra deres embedsmænd fik ansvaret for de væbnede styrker. Via de valgte repræsentanter fik folket dermed kontrol med de væbnede styrker.

I spidsen for begge ministerier stod en minister, der i begyndelsen altid var en fra de militære rækker og kom fra det værn, som ministeriet administrerede. Under ministeren var der en direktør - også af militær rang.

I 1905 henlagde man de to ministerier under en fælles forsvarsminister, der siden - med få undtagelser - har været en civil politiker. Der var fortsat to værnsministerier, og direktørposterne var fortsat besat med officerer fra hær og søværn.

Som et led i en nyordning af forsvaret efter den 2. verdenskrig blev Krigs- og Marineministerierne i 1950 sammenlagt. De militære direktørstillinger blev nedlagt og erstattet af en civil departementschef direkte under forsvarsministeren. Denne konstruktion er fortsat gældende i dag.

Sidst opdateret 16. september, 2020 - Kl. 14.21

Nødvendige (vis detaljer)

  • Systemcookies Episerver

Intern statistik (vis detaljer)

  • Siteimprove

Tredjeparts (vis detaljer)

  • Twitter
  • Google