Foto fra UNTSO

Militærobservatører på FN-missionen UNTSO. Foto: Astrid Høg.

Danmark støtter FN’s generalsekretær Guterres’ reformdagsorden, Action for Peacekeeping og Action for Peacekeeping Plus, der har til formål at styrke og forbedre FN's fredsbevarende arbejde. Gennem FN-puljen støtter Forsvarsministeriet projekter i FN, som bidrager til at gøre FN's fredsbevarende arbejde mere effektivt. FN-puljen er en del af Freds- og Stabilitetsfonden.


FN-puljen 2025-2027

Gennem FN-puljen har Forsvarsministeriet siden 2012 støttet projekter og initiativer, der understøtter FN’s fredsbevarende arbejde. Puljen er et effektivt redskab, der bidrager til at imødekomme FN’s store efterspørgsel efter finansielle bidrag – nogle gange med kort varsel og med behov for stor fleksibilitet til øremærkede projekter.

 

Det overordnede formål med FN-puljen er at støtte konkrete initiativer, der bidrager til at styrke FN’s fredsbevarende indsatser, særligt FN’s fredsoperationer. Midlerne tildeles inden for tematiske prioriteter frem for bestemte geografiske områder og medvirker til at forbedre FN’s fredsbevarende arbejde på tværs af FN og FN’s fredsoperationer.

Puljen finansieres med Forsvarsministeriets midler fra Freds- og Stabiliseringsfonden, der siden 2010 har støttet fredsopbyggende og stabiliserende projekter i verdens brændpunkter. FN-puljen har siden oprettelsen i 2012 haft et stadigt stigende budget. I perioden 2020-2022 var det årlige budget mellem tre og fem mio., i perioden 2022-2024 mellem 12 og 15 mio. kr., og i indeværende periode – 2025-2027 – et årligt budget på 30 mio. kr.

Konkret støttes der i 2025-2027 primært projekter inden for disse fem tematiske områder:

 

1. Fremme sikkerheden for FN’s fredsbevarende personel (inkl. veteraner)
2. Støtte effektivitet i opgaveløsning og ansvarlighed i FN’s fredsbevarende arbejde
3. Styrke god adfærd blandt FN’s udsendte fredsbevarende personel
4. Styrke beskyttelsen tilvejebragt af FN’s fredsbevarende personel
5. Fremme af kvinders rolle og meningsfulde deltagelse i FN’s arbejde med fred og sikkerhed, særligt i FN’s fredsoperationer

 

Vedrørende (1) fremme sikkerheden for FN’s fredsbevarende personel anvendes midlerne bl.a. til at støtte imødegåelsen og håndteringen af trusler fra improviserede sprængladninger – såkaldte IED’er – og miner gennem FN’s minerydningsagentur, UNMAS, der har det overordnede ansvar for udvikling af policy, doktriner og ’best practices’ ift. IED’er og miner i FN-systemet. Danmark bidrager også til militær fredsbevarende efterretningsvirksomhed (MPKI) via manualer, træning og uddannelse. Mental sundhed styrkes med appen UN’s Mind Companion, som Danmark har støttet siden 2024 – både med udviklingen og driften. Unite Aware SAGE og FN’s kontor for Strategiske Partnerskaber (OPSP) styrkes for at forbedre datadrevet situationsforståelse, for at støtte beslutningstagning, og for at identificere og forbedre udfordringer på tværs af FN-systemet og i FN’s fredsoperationer. Danmark støtter også FN’s indsatser for at håndtere udsendte, der er blevet ramt af PTSD ifm. FN-tjeneste. Danmark støtter fortsat helhedsorienterede og teknologibaserede løsninger, der beskytter FN-personel fysisk og psykisk – både før, under og efter missioner.

 

Under (2) støtte effektiv opgaveløsning og ansvarlighed i FN’s fredsbevarende arbejde har FN-puljen fokus på projekter, der skal sikre de tilstrækkelige operative og tekniske færdigheder blandt FN’s fredsbevarende personel. Dette omfatter bl.a. støtte til brugen af teknologi i FN’s fredsbevarende operationer gennem samarbejde med FN’s træningsakademi i Uganda, der udvikler og afholder kurser i brug af teknologi og FN’s interne informations- og kommunikationsmidler. Puljen støtter ligeledes instruktør- og kursusvirke gennem FN’s såkaldte Integrated Training Service (ITS), der er overordnet ansvarlig for koordination og tilsikring af træning af FN-medlemsstaternes fredsbevarende personel, der skal udsendes. Samlet bidrager dette til at sikre, at FN-personel er velforberedt, professionelt og agerer i overensstemmelse med FN’s værdier og standarder.

 

Støtten til (3) styrket god adfærd blandt FN’s udsendte fredsbevarende personel tildeles projekter, der understøtter FN’s nultolerancepolitik over for seksuel udnyttelse og misbrug blandt FN’s fredsbevarende personel. Dertil tildeles støtte til projekter, der skal nedbringe FN-operationernes klimaaftryk gennem nye innovative og teknologiske løsninger, herunder blandt andet gennem brugen af vedvarende energi. Et konkret eksempel er det dansk-ghanesiske projekt vedr. vedvarende energi i FN’s fredsoperation i Sydsudan (UNMISS) og Ghana, hvor solceller og batteriløsninger reducerer brændstofforbruget og de logistiske risici. Projektet fremmer grøn omstilling og driftssikkerhed i vanskeligt tilgængelige operationsområder. Danmark vil fortsat støtte projekter, der kombinerer bæredygtighed med sikkerhed og ansvarlighed i FN’s fredsbevarende operationer.

 

Under (4) styrkelse af beskyttelsen tilvejebragt af FN’s fredsbevarende personel fokuserer FN-puljen på at fremme FN-operationernes strategiske kommunikation med lokalbefolkningen for at sikre den rette forankrede forståelse af operationernes virke og imødegåelse af mis- og disinformation ifm. fx situationer, hvor der har været ukorrekt adfærd af FN-personel. Indsatsen med strategisk kommunikation omfatter også styrkelse af forståelsen for og opbakningen til kvinders deltagelse i FN’s fredsoperationer. Projektet understøtter indsatsen inden for ”Kvinder, Fred og Sikkerhed” og FN’s ligestillingsstrategier og bidrager til inklusiv, ansvarlig og effektiv fredsbevarelse. Danmark vil fortsat støtte kommunikations- og beskyttelsesindsatser, der styrker FN’s relation til civilsamfundet og værtslandets befolkning.

 

Hvad angår (5) fremme af kvinders rolle støtter puljen implementeringen af ”Kvinder, Fred og Sikkerhed”-dagsordenen gennem målrettede initiativer. Danmark støtter Senior Women Talent Pipeline (SWTP), der fremmer kvinders mulighed for at få ledende stillinger i FN-systemet, herunder i FN’s operationer, samt Elsie Initiative Foundation, der identificerer og nedbryder barrierer for udsendelse af kvinder i FN’s operationer. Begge initiativer bidrager til ligestilling og styrket operationel effektivitet. Derudover finansierer Danmark kvindelige deltagere fra det globale syd på kurser via det finske internationale uddannelsescenter FINCENT. Kvinders ligeværdige, aktive og meningsfulde deltagelse i FN’s fredsoperationer forbedrer både situationsforståelsen i missionsområderne og adgang til lokalsamfundene. Danmark vil fortsat fremme inklusion og ligestilling som centrale komponenter i effektiv og ansvarlig FN-fredsbevarelse.


Som tidligere holdes en del af den årlige bevilling uallokeret for at kunne reagere ved nye behov for finansiering.

 

Eksempler på tidligere støtte

I 2024 omfattede indsatserne bl.a.:

  • Støtte til fremme af kvinder, fred og sikkerhed, herunder Elsie Initiative Foundation for at øge kvinders deltagelse i FN's fredsoperationer, og Senior Women Talent Pipeline (SWTP), som understøtter kvinders karriereudvikling i FN. Der blev også støttet kursusvirksomhed om kvinder, fred og sikkerhed for FN’s personale.
  • Sikkerheden for FN’s fredsbevarende operationer blev styrket gennem bl.a. opdatering af træningsmaterialer og implementering af et system til at forbedre situationsovervågning i FN’s operationer. Der blev også arbejdet på at forbedre FN-operationernes planlægning og gennemførelse af evakuering af sårede og tilskadekomne for at sikre hurtigere og mere effektiv behandling af skader.

  • Desuden blev FN’s arbejde med at håndtere ammunition og sprængstoffer forbedret, bl.a. med støtte til anskaffelsen af en mobil ammunitionsbrænder til bortskaffelse af forældet og farlig ammunition – med positive miljømæssige og sikkerhedsmæssige effekter. Projektet er under fortsat implementering.

  • En særlig indsats blev også gjort for at fremme og muliggøre kvinders deltagelse i FN’s operationer gennem finansiering af et projekt, som skal anskaffe personligt beskyttelsesudstyr tilpasset kvinder. Det sikrer bedre beskyttelse og giver også kvindeligt udsendt personel bedre komfort ifm. indsatser i FN-operationerne. Projektet er under fortsat implementering.

Danmark og FN

FN’s fredsbevarende arbejde er et vigtigt redskab for Danmark og det internationale samfund til at imødegå væbnede konflikter og grænseoverskridende udfordringer. Siden organisationens oprettelse i 1945 har FN’s særlige rolle som repræsentant for det internationale samfund gjort organisationen til ramme for dialog og forhandling, hvorigennem medlemslandene kan give deres holdninger til kende og finde fælles løsninger på en lang række internationale, sikkerhedspolitiske problemer.

Læs om FN

Sidst opdateret 15. maj, 2025 - Kl. 14.22