Kort over Norden

Det nordiske forsvarssamarbejde omfatter Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Illustration.

Der har de seneste år været en markant udvikling i den sikkerhedspolitiske situation. Det skyldes især Ruslands brutale invasion af Ukraine. Den sikkerhedspolitiske udvikling har medført, at både Finland og Sverige har søgt optagelse i NATO. På den baggrund er det nordiske forsvarssamarbejde mere aktuelt end nogensinde og samarbejdet får en stadig mere prominent rolle i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Det nordiske forsvarssamarbejde omfatter Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, og finder primært sted inden for rammerne af NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation).

 

Et aktivt samarbejde

NORDEFCO blev oprettet i 2009, hvor det samlede og erstattede en række tidligere samarbejdsfora (NORDAC, NORDCAPS og NORDSUP). Siden annekteringen af Krim og invasionen af Ukraine har det nordiske forsvarssamarbejde udviklet sig markant. Særligt samarbejdet om operationer, uddannelses- og øvelsesaktiviteter samt på kapacitets- og materielområdet er løbende blevet styrket.

 

Overordnet er der opnået gode fremskridt og resultater på en lang række områder, som samlet styrker landenes forsvarsevne og fremmer regional sikkerhed og stabilitet i Norden. Det nordiske forsvarssamarbejde er en væsentlig prioritet for Danmark, og det er et vigtigt supplement, der skaber merværdi i forhold til bredere internationale samarbejder inden for bl.a. FN, NATO og EU.

 

Danmark varetager formandskabet i 2024

Formandskabet for NORDEFCO roterer mellem de fire nordiske lande Danmark, Finland, Norge og Sverige (Island deltager, men varetager ikke formandskabet). I 2024 overtog Danmark formandskabet fra Sverige.

 

Danmark vil under det danske formandskab sætte fokus på særligt fire forsvarspolitiske områder: Fortsat støtte til Ukraine, udviklingen i sikkerhedssituationen i Arktis, Nordatlanten og Norden, underskrift og implementering af NORDEFCO’s Vision 2030 samt revision af strukturerne i NORDEFCO.

 

Desuden har de nordiske lande en ambition om, at det operative samarbejde skal koordineres og planlægges bedre. Med den nye vision for NORDEFCO, er det bl.a. hensigten at de nordiske lande i højere grad skal kunne gennemføre fælles træning og operationer, som komplementerer NATO’s afskrækkelses- og forsvarsprofil.

 

Med formandskabsopgaven følger ansvaret for afholdelse af halvårlige møder på ministerniveau samt at lede og udvikle samarbejdet. Foruden ministermøderne afholdes en række andre regulære møder i både den politiske og militære søjle af NORDEFCO (læs om strukturen på Nordefco.org).

Hjemmesider

NORDEFCO samarbejdet har sin egen hjemmeside, der administreres af formandsnationen.

Gå til NORDEFCO.org 

Sidst opdateret 24. januar, 2024 - Kl. 15.58