Sanitetskompagniet træner ambulancekørsel med mandskabsvognen af nye type Piranha 5.

Sanitetskompagniet træner ambulancekørsel med mandskabsvognen af typen Piranha 5. Fotograf: Emma Kjærside.

Materiel - Forsvarsministeriets rolle

Forsvarsministeriets strategiske planlægning skal sikre, at Forsvaret har det rette materiel til opgaveløsningen i dag og i fremtiden. Det fordrer, at anskaffelsesprocessen hænger sammen i alt fra identificering og prioritering af operative behov, gennemførsel af udbud og at dette sker indenfor den økonomisk ramme.

 

Den strategiske planlægning foregår i tæt samspil Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse samt Forsvarskommandoen, Hjemmeværnskommandoen  og Beredskabsstyrelsen..

 

Styringen af koncernens materielanskaffelser skal sikre, at anskaffelser og drift tilpasses koncernens behov gennem prioritering og koordination på tværs af fagligheder. Ved større, komplekse og strategiske materielanskaffelser, som ved Danmarks indkøb af F-35 kampflyene og SEAHAWK helikopterne, nedsættes en programledelse under Forsvarsministeriets formandskab med repræsentanter fra relevante myndigheder og styrelser. Programledelsen skal sikre overblik og styrbarhed samt, at de strategiske aspekter af anskaffelsen og implementeringen tilvejebringes.

 

Forsvarsministeriet gennemfører desuden tilsyn med koncernens materielanskaffelser samt driften heraf for at tilsikre, at dette understøtter koncernens opgaveløsning samt varetages på en økonomisk ansvarlig og hensigtsmæssig måde i overensstemmelse med politiske aftaler.

 

Ved anskaffelser fra en udenlandsk leverandør kan der i visse tilfælde pålægges krav om industrisamarbejde, hvorved leverandøren kan pålægges enten køb af underleverancer eller indgåelse i udviklingsprojekter med danske virksomheder. Industrisamarbejde skal sikre at dansk forsvarsindustri har de nødvendige kompetencer og kapaciteter til at varetage Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser. Disse vurderinger foretages i tæt samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og Erhvervsstyrelsen.

 

Regeringens strategi for dansk forsvarsindustri

Regeringen har i 2021 lanceret en ny strategi for dansk forsvarsindustri. Udviklingen i sikkerhedssituationen, den teknologiske udvikling og nye internationale forsvarsindustrielle samarbejder, har aktualiseret dansk forsvarsindustri, som et lag i den danske sikkerhedsarkitektur. Forsvarsministeriet har derfor styrket samarbejdet med og støtten til dansk forsvarsindustri inden for flere områder for at kunne følge med udviklingen. 

 

Strategien indeholder en lang række initiativer, der skal sikre bedre samarbejde med industrien, adgang til udenlandske markeder, et partnerskab for grøn omstilling af forsvarsområdet, brobygning mellem forskning, udvikling og anvendelse af militært materiel og meget andet. Udmøntningen af initiativerne vil foregå i samarbejde med industrien, forskningsinstitutioner og andre interessenter.

 

Strategiens syv indsatsområder

 

  1. Styrket samarbejde mellem Forsvarsministeriet og industrien
  2. Internationalisering og adgang til udenlandske markeder
  3. Gode rammevilkår for forsvarsindustrien
  4. Målrettet industristøtte- og samarbejde
  5. Stærkere forsknings- og innovationssamarbejde
  6. Styrket socialt engagement og grønt fokus i forsvarsindustrien
  7. Tidssvarende teknologifokus

Regeringens strategi for dansk forsvarsindustri (pdf) (in English)

Initiativkatalog - Regeringens strategi for dansk forsvarsindustri (pdf) (In English)

 

Regeringens strategi for dansk forsvarsindustri bygger oven på Forsvarsministeriets Open for Business strategi fra 2014, hvor sigtet bl.a. er at samstemme og formidle de tiltag, der finder sted inden for Forsvarsministeriets område, i forhold til at styrke vækst og beskæftigelse i Danmark indenfor forsvarsindustrien gennem tre fokusområder:

 

  1. Danske forsvarsattachéers bistand til danske virksomheder.
    Danske forsvarsattachéer yder bistand til danske virksomheder for at lette kontakten med respektive landes forsvarsmyndigheder eller virksomheder med relation til forsvarsområdet.
  2. Forsvarets samarbejde og dialog med industrien.
    Samarbejdet og dialogen mellem Forsvaret og industrien udvikles yderligere for at styrke afsætningsmulighederne for danske virksomheder primært med relation til forsvars- og sikkerhedsområdet.
  3. Forsvarsministerens støtte til promovering af danske virksomheder.
    Når forsvarsministerens deltager i besøg og aktiviteter i udlandet prioriteres industrifremmetiltag, hvor det er muligt.

Her kan du læse Forsvarsministeriets Open for Business strategi

EU's forsvarsindustrisamarbejde

Forsvarsministeriet fremmer herudover forsvarspolitiske, kommercielle og forskningsmæssige interesser på det forsvarsindustrielle område i EU, blandt andet interesser i forhold til EU’s Forsvarsfond (EDF).

 

Forsvarsfonden har til formål at støtte finansiering af forsknings- udviklingssamarbejde på forsvarsområdet i perioden 2021 – 2027 for bl.a. at styrke og integrere EU’s forsvarsindustri. Flere dansk forsvarsindustrivirksomheder og forskningsinstitutioner deltager i multinationale projekter under EDF.

 

For at styrke implementeringen af strategien og samarbejdet mellem myndigheder, forsvarsindustrien og forskningsinstitutioner har regeringen også oprettet regeringens rådgivende gruppe for dansk forsvarsindustri. Forsvarsministeriet varetager sammen med Erhvervsstyrelsen sekretariatsfunktionen i regeringens rådgivende, som mødes halvårligt og består af myndighederne bag regeringens strategi for dansk forsvarsindustri, brancheorganisationer og forskningsinstitutioner.


Her kan du læse National handlingsplan til fremme af danske interesser i forhold til EU’s Forsvarsfond

Kontakt

Virksomheder, der ønsker at sælge materiel til Forsvaret, skal kontakte FMI's Industrikontor.

Forespørgsler om import/ eksport af våben og krigsmateriel skal rettes til Justitsministeriet.

Sidst opdateret 29. november, 2022 - Kl. 12.55