Samtalegruppe for børn og unge i Høvelte, efterår 2021

I samtalegrupperne for børn og unge er der lagt lege og aktiviteter ind, som er målrettet børnenes alder. Det hjælper med til at opbygge tillid blandt børnene. Foto: Nicolas Egedorf.

Veterancentret støtter soldater, veteraner og deres pårørendes særlige behov før, under og efter udsendelse.

 

Veterancentret har mange opgaver og fungerer som én indgang på veteranområdet. Målet med indsatserne er tosporet. Veterancentret tilbyder først og fremmest støtte til den enkelte soldat, veteran og pårørende. Samtidig arbejder centret for en bred anerkendelse af de danske veteraner, der har gjort en særlig indsats i tjeneste for Danmark. Ifølge Forsvarets egne registre har Danmark 39.000 nulevende veteraner.

 

Ret til livslang hjælp

Tilbuddet om støtte og rådgivning til veteraner og pårørende er livslangt. Oplever man som veteran eller pårørende udfordringer, som er opstået i forbindelse med udsendelse til international mission, tilbyder Veterancentret en helhedsorienteret støtte, med fokus på den enkelte. Det gælder også, selvom udfordringerne først viser sig senere i livet.

 

Veterancentret yder en tværfaglig indsats for at støtte veteranen og trækker på en række forskellige faggrupper, herunder militærpsykologer, socialrådgivere, job- og uddannelsesrådgivere samt mentorer og beskæftigelsesrådgivere.

 

Forebyggende indsats

Arbejdet med soldater og veteraner før, under og efter udsendelsen er kernen i Veterancentrets arbejde. Centret er med til at forberede soldater inden udsendelse i international mission, ligesom Veterancentret rykker ud akut ved dødsfald og ulykker både nationalt og internationalt.

 

Danmarks veteranindsats er funderet på et forskningsmæssigt og evidensbaseret grundlag. Veterancentret skaber ny viden om veteraner og deres pårørende, så man i fremtiden bedre kan støtte veteranerne og forebygge skader.

 

En koordineret indsats

Veterancentret har som én indgang til veteranområdet mange samarbejdspartnere. Det handler ikke kun om at samtænke Forsvarets forskellige indsatser, men også at koordinere med de frivillige veteranforeninger og aktørerne på området – ligesom Veterancentret også arbejder tæt sammen med eksempelvis kommuner og jobcentre.

Kontakt

Vil du i kontakt med Veterancentret?

Find Veterancentrets kontaktoplysninger

Sidst opdateret 12. december, 2022 - Kl. 10.51