Det historiske valg i USA er overstået. Da Joe Biden den 20. januar blev indsat, fik USA en præsident, der hverken er isolationist eller unilateralist – men internationalist. Det er et kraftigt signal til verden om, at USA er tilbage ved bordet. Tillid og tro på internationale aftaler og institutioner vil forventeligt igen blive positive værdier i udenrigs- og sikkerhedspolitikken på tværs af Atlanten.

Det er godt nyt for Danmark. USA er og forbliver vores vigtigste allierede og krumtappen i den internationale regelbaserede orden. Vi skaber og deler værdier sammen. Men vi må ikke begå den fejl at tro, at alt dermed vil blive som før. Verden og USA er endegyldigt forandret. Europa vil aldrig igen kunne læne sig tilbage og overlade vores sikkerhed til USA: Vi skal løfte en større del af byrden ved at kunne forsvare os selv og vores fælles værdier, og ved at bidrage til både regional og global fred og sikkerhed. Det tager regeringen dybt alvorligt.

Verden oplever nybrud over alt. Ustabilitet og konflikt rykker tættere på. Hastighed og uforudsigelighed er blevet grundvilkår i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Helt tæt på betyder det, at Danmark – vores samfundsmodel og vores værdier – er udfordret. 

Efter årtier med fremgang for demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincipperne og internationalt samarbejde er det de senere år gået den forkerte vej. Verdensordenen er i opbrud. Autokratiske kræfter vinder frem mange steder i verden, også tæt på os. Vi oplever en voksende stormagtsrivalisering mellem USA, Kina og Rusland, der spidser til på flere fronter – værdipolitisk, handelsmæssigt, teknologisk og sikkerhedspolitisk. Der er ingen tvivl om, hvem Danmark stiller sig sammen med. USA. Men rivaliseringen skærper den globale værdikamp, og den involverer flere og flere aspekter af det internationale samarbejde. Det er en udvikling, der er vanskelig at navigere i. Ikke mindst for et lille, åbent og kompromissøgende land som Danmark.    

Vi ser, at grundlaget for de forpligtende fællesskaber, vi er en del af, slår sprækker. At det regelbaserede internationale samarbejde og de internationale institutioner udfordres. I praksis betyder det, at de spilleregler, der beskytter os, stadig oftere bliver brudt. I Europa har Rusland brugt militær magt over for sine naboer og som det første og eneste land siden 2. verdenskrig anvendt kemiske våben. Senest har vi set blodig krig mellem Armenien og Azerbaijan. Det er alvorlige eksempler på, at den europæiske sikkerhedsarkitektur er udfordret.

Samtidig står vi over for et trusselsbillede, der er mere udfordrende og komplekst end nogensinde før. Og det siger ikke så lidt. Terrorisme, svage og ustabile stater samt irregulær migration udgør fortsat en alvorlig udfordring. Klimaforandringerne har store sikkerhedspolitiske konsekvenser ude og hjemme. Hertil kommer den teknologiske udvikling, der nok skaber enorme muligheder, men som samtidig har en alvorlig skyggeside. Cyberangreb, koordinerede påvirkningskampagner, kunstig intelligens, ubemandede våbensystemer og trusler mod de satellitforbindelser, der er helt afgørende for vores daglige liv - for blot at nævne et par.

Vi står stadig over for et Rusland, der opruster med offensivt potentiale. Særligt i Østersøregionen og Arktis oplever vi en tiltagende russisk militær tilstedeværelse og opbygning. Kina og USA har en voksende interesse for Arktis’ økonomiske og sikkerhedsmæssige potentiale, og den stiger i takt med den hastige afsmeltning af isen. Det bidrager til at øge spændingsniveauet i regionen.

Senest har Covid-19-pandemien vist, hvor pludseligt og overraskende samfundet kan blive sat under alvorligt pres. Krisen har med al tydelighed demonstreret, at kritisk infrastruktur er blevet en ny frontlinje i sikkerhedspolitikken. Udenlandske investeringer og globale forsyningskæder er afgørende for vores konkurrenceevne, velfærd og vækst – men de gør os samtidig sårbare. Udenlandske investeringer i danske og europæiske virksomheder, eller i kritisk infrastruktur, kan have ikke-kommercielle, strategiske hensigter - og det kan udfordre den nationale sikkerhed og den offentlige orden.

Det er en dyster analyse. Og en stor mundfuld. Men den sikkerhedspolitiske virkelighed udvikler sig hastigt, og den har direkte konsekvenser for Kongeriget. Vi skal fra dansk side håndtere disse udfordringer og handle, når det er nødvendigt. Også i fremtiden. Det handler grundlæggende om at skabe sikkerhed om vores fælles velfærd og tryghed. At beskytte vores demokratiske værdier og måde at leve på. Føler vi os ikke trygge herhjemme og med det, der foregår omkring os, så smuldrer fundamentet for vores velfærdssamfund. Vi skal ganske enkelt kunne føle os trygge. Det er vigtigt for regeringen, at vi alle sammen har en god forståelse for den udfordring. Fordi den kræver noget af os alle sammen, nu og i fremtiden.

Den stiller store krav til vores udenrigs- og sikkerhedspolitik som kerneallieret i NATO og til vores aktive engagement med Forsvaret hjemme og ude i verdens brændpunkter. Vi skal sikre, at Danmark får reel anerkendelse i NATO for alle vores kapaciteter og for det store ansvar, vi løfter, herunder i Arktis. Samtidig skal  vi styrke vores samarbejde med dem, vi deler værdier med. At vi prioriterer vores engagement i at opretholde internationalt samarbejde og en regelbaseret multilateral orden, ikke mindst i NATO og EU.

Men den kræver også, at vi er på forkant med den verden, vi lever i. Vi skal tage bestik af den sikkerhedspolitiske udvikling og se på, hvordan vi bedst muligt håndterer den stigende uforudsigelighed og kompleksitet. Det nuværende forsvarsforlig løber til udgangen af 2023. Med det næste forsvarsforlig skal der træffes afgørende beslutninger om fremtidens forsvar. Regeringen lægger stor vægt på, at disse beslutninger bygger på et solidt fagligt grundlag. Derfor har regeringen iværksat et omfattende tværministerielt sikkerhedspolitisk analysearbejde, der – sammen med en bred kreds af eksperter fra primært Danmark, Grønland og Færøerne – skal belyse den udenrigs- og sikkerhedspolitiske situation samt identificere de udfordringer og muligheder, det kan medføre for hele rigsfællesskabet og for Forsvaret. Vores udenrigs- og sikkerhedspolitik skal stå på klippefast grund.

Regeringen er ikke i tvivl om, at vi skal investere i vores sikkerhed og prioritere vores forsvar, hvis vi ønsker at beskytte vores demokratiske værdier og måde at leve på – og fastholde den sikkerhed og tryghed, som vi hver dag nyder godt af.