Nyheder
Sociale medier
I dag uddeles prisen som Årets Veteranvirksomhed 2021. Prisen går til Salling Group for gennem flere år at have ydet en ekstraordinær indsats for Danmarks veteraner.
Årets Veteranvirksomhed 2021 Salling Group. Foto: Forsvarsministeriet.
Prisen som Årets Veteranvirksomhed uddeles i dag for tredje gang. Formålet ved prisen er, at anerkende virksomheder, der har øje for veteraners særlige kompetencer og fastholder dem på arbejdsmarkedet til gavn for både veteranerne og virksomheder.
Prisen som Årets Veteranvirksomhed 2021 går til Salling Group.
”Tak til Salling Group for at vise vej, tage ansvar og nedbryde barrierer. I ved nemlig, at veteraner besidder egenskaber og færdigheder, der er en gevinst for en virksomhed. Hvad end det er lederegenskaber, logistiske færdigheder eller en stærk fællesskabsånd.”
udtaler forsvarsminister Morten Bødskov.
CEO for Salling Group, Per Bank udtaler:
”For os er det naturligt at række ud til det samfund, vi er en del af. Veteranerne har ydet en kæmpe indsats for Danmark, og vi er stolte af at få lov at give noget tilbage til dem og samtidig få gavn af deres erfaringer og kompetencer.”
Salling Group er Danmarks største virksomhed inden for detailhandel. Virksomheden omfatter varehuse som Bilka, Føtex og Netto og er 100 procent ejet af Salling Fondene. Virksomheden blev grundlagt i 1906 og har hovedsæde i Brabrand i Aarhus.
Salling Group har været aktive på veteranområdet i flere år og tilbyder veteraner – herunder også skadede veteraner – ansættelse indenfor blandt andet detail, lager og logistik. Salling Group hjælper også veteraner med at oversætte deres militære erfaringer til civile kompetencer med henblik på beskæftigelse i det civile arbejdsmarked i andre virksomheder.
Salling Group samarbejder med Veterancentret, Cabi og de kommunale veterankoordinatorer om at få veteraner i job. De modtager ansøgninger og uopfordrede henvendeler fra veteraner og andre, der gør en indsats for at få veteraner i job, med en særlig interesse. Hertil er Salling Group en del af foreningen Velkommen Hjem og stiller mentorer til rådighed med det formål at forbinde ressourcestærke veteraner og det civile erhvervsliv.
Salling Group ansætter cirka 10 medarbejdere årligt, som har veteranbaggrund. Derudover har Salling Group de sidste tre år haft mange veteraner med fysisk eller psykisk skader til jobsamtale, hvoraf flere har fået ansættelse.
Tidligere års prismodtagere er Hydrema Group (2020) og Securitas A/S (2019).
Danske veteraner klarer sig generelt godt på arbejdsmarkedet. De seneste tal fra Danmarks Statistik (2019) viser, at ud af 32.962 veteraner (udsendt mellem 1992-2018) er 89 procent i arbejde. Det betyder, at flere veteraner er i beskæftigelse sammenlignet med den generelle befolkning (73,6 procent i 2019).