Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet.

Sammen med en række allierede præsenterede fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen, i dag en ny markant donation af livsvigtigt luftforsvar til Ukraine. Donationspakken blev præsenteret på dagens møde i Joint Expeditionary Force (JEF) i Amsterdam og har en samlet værdi på cirka 800 mio. kroner, som finansieres via International Fund for Ukraine (IFU).

 

”Det er en stor og vigtig donation, vi præsenterer i dag. Et styrket luftforsvar er helt afgørende for Ukraines evne til at beskytte civilbefolkningen og den kritiske infrastruktur. Men det er også afgørende for den kommende ukrainske offensiv mod de russiske besættelsestropper,” siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Donationspakken består af våben og udstyr fra forsvarsindustrien og vil blive anskaffet over de kommende måneder med henblik på at styrke Ukraines muligheder for at beskytte kritisk infrastruktur, civile og frontlinjepersonel.

 

”Donationen fra IFU viser, at vi over en bred front står sammen med Ukraine og bakker op om ukrainernes frihedskamp. IFU gør det muligt at gå sammen om større anskaffelsesprojekter fra forsvarsindustrien, Tilsvarende undgår vi, at vores egne militære lagre presses unødigt, og projekterne styrker samtidigt forsvarsindustrien. Donationerne fra IFU gør en stor forskel og er med til at sikre kontinuerlig militær støtte til Ukraine. Ukrainerne skal vide, at vi står bag dem – både på den korte og på den lange bane,” siger Troels Lund Poulsen.

 

International Fund of Ukraine blev etableret i kølvandet på den internationale donorkonference ”Copenhagen Ukraine Conference” i august 2022 og er baseret på økonomiske bidrag fra en række internationale partnere til at anskaffe militært udstyr og hjælp til Ukraine. Indtil videre har IFU rejst mere end 4,5 mia. kr. i kraft af bidrag fra bl.a. Danmark, Storbritannien, Norge, Nederlandene, Sverige, Island og Litauen.