FM præsenterer donationspakke XX til UPN

ARKIV: Troels Lund Poulsen efter møde i UPN den 19. august 2024

Ukraine er stadig afhængig af den støtte, landet får af Danmark og andre allierede, for at kunne forsvare sig mod Ruslands angrebskrig. Derfor har regeringen rådført Udenrigspolitisk Nævn om, at der sættes ekstra skub i donationer til Ukraine. 

"Det gør vi for både at sikre Ukraines mulighed for at fortsætte kampen, men også for at vise det gode eksempel," siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

Det sker blandt andet ved at afsætte flere penge til industripuljen, der blev oprettet til at anskaffe nyt materiel til Ukraine ved at involvere bl.a. danske forsvarsvirksomheder i støtten til Ukraine. 

"Fra krigens begyndelse har vi fra dansk side haft fokus på, at donationerne skal opfylde de mest presserende Ukrainske behov. Forsvarsindustrien har vist, at de kan levere det, der er brug for i Ukraine. Derfor vil regeringen nu forøge industripuljen, så de sidste kontrakter kan komme i hus i år," siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

De ekstra midler kommer oven i den pulje på ca. 2,6 mia. kr., som hidtil har været afsat til Industripuljen. 

Derudover er Nævnet blevet orienteret om, at Danmark i samarbejde med Frankrig nu kan fremrykke leveringen af et antal af CAESAR artilleripjecer til Ukraine. 

"Artillerisystemerne er meget efterspurgt af Ukraine, så jeg er glad for, at Danmark nu kan bidrage til, at Ukraine modtager flere artilleripjecer allerede næste år," siger Troels Lund Poulsen. 

Artilleripjecerne skulle oprindeligt have været færdigleveret i 2026, men nu kan Ukraine modtage våbensystemet allerede i 2025. 

”Krigen i Ukraine befinder sig i en kritisk fase. Det er afgørende, at vi støtter Ukraine så meget som muligt. Europa skal op i gear, og med dagens donationspakke leverer vi fra dansk side på konkrete ønsker fra Ukraine, og vi viser endnu engang, at Danmark går forrest i Ukraines frihedskamp. Jeg håber, flere lande følger trop,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. 

Fakta: 
Der er samlet truffet beslutning om militær støtte til Ukraine for ca. 52,7 mia. kr. i 2022-2028. Det inkluderer både støtte finansieret via National kompromis og støtte finansieret af Ukrainefonden. Der resterer ca. 15 mia. kr. tilbage i Ukrainefondens reserve i 2024-2028, idet de samlede forskydninger af udgifter til militær støtte i 2024 endnu ikke er opgjort.