Ukrainske soldater uddannet på danske artilleripjecer.

Foto: Simon Elbeck / Forsvaret.

CAESAR-artilleripjecer, selvkørende 120 mm morterer og tilhørende ammunition. Det er noget af det, som Danmark medfinansierer med den seneste donationspakke til Ukraine.

 

”Artilleri og morter-systemer er meget efterspurgt af Ukraine. Med den her donationspakke leverer vi et substantielt bidrag til ukrainernes frihedskamp i form af både yderligere CAESAR-artillerisystemer- og medfølgende ammunition. Donationerne sker i samarbejde med vores allierede og sender et vigtigt signal om, at vi over en bred front står bag Ukraine”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Donationspakken er den 16. pakke med militære donationer til Ukraine og har en værdi på ca. 2,3 mia. kroner. Penge som blandt andet medfinansierer CAESAR-artilleripjecer i samarbejde med Frankrig og 155 mm. artillerigranater i samarbejde med Estland og Tjekkiet.

 

”Det kræver stor politisk og økonomisk vilje, hvis Europa skal levere på ambitionerne om støtte til Ukraine. Det gælder særligt artilleriammunition. Med denne donationspakke viser vi Ukraine og vores europæiske allierede, at Danmark har viljen og evnen til at fortsætte vores støtte til Ukraine, så længe det er nødvendigt. Jeg håber, at flere lande vil følge trop og bidrage til, at mulighederne realiseres hurtigst muligt”, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

 

”Danmark har fra starten af krigen været et af de mest aktive donorlande. Med den 16. donationspakke understreger vi, at vi er med Ukraine på den lange bane. Deres kamp for frihed er også Europas kamp, og vi har ikke råd til at svigte ukrainerne nu. Vi må og skal fortsætte vores støtte, som er helt afgørende for krigens udfald”, siger Troels Lund Poulsen.

 

Donationspakke XVI finansieres af Ukrainefonden. Donationspakken medfører et træk på fonden på ca. 2,3 mia. kr. i 2024-2026, heraf ca. 1.3 mio. kr. i 2024, ca. 0,2 mia. kr. i 2025 og ca. 0,7 mia. kr. i 2026. 

 

Fakta

Der er med Donationspakke XVI og donationen af F-16 i alt truffet beslutning om militær støtte for samlet ca. 39,2 mia. kr. i 2022-2028. Dette inkluderer både støtte finansieret via Nationalt kompromis og støtte finansieret af Ukrainefonden.

 

Der er ca. 25,3 mia. kr. tilbage i Ukrainefondens reserve i 2024-2028.