Nyheder
Sociale medier
Regeringen er klar med donationspakke XXI på 2,4 mia. kroner, som blandt andet indeholder nye anskaffelser af materiel til Ukraine, yderligere midler til Industripuljen og donationer af materiel fra Forsvarets beholdning.
Forsvarsministeriet
Flere penge til indkøb af nye våben og militært udstyr via Industripuljen, yderligere donationer fra Forsvarets beholdning samt flere donationer af materiel gennem internationale samarbejdspartnere. Det er dele af indholdet i donationspakke XXI.
”Ukrainerne kæmper fortsat uophørligt mod Putins brutale angreb på landet. Derfor er det vigtigt, at Danmark fortsætter med at vise sin støtte til Ukraine. Den 21. donationspakke er udarbejdet med henblik på at yde mest mulig militær støtte til ukrainernes akutte behov og understøtter samtidig Danmarks ambition om at støtte den langsigtede opbygning af Ukraines forsvarsevne. Regeringen arbejder samtidig på om kort tid at beslutte yderligere indkøb direkte fra ukrainsk forsvarsindustri, herunder på droneområdet,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Regeringen har rådført sig med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn om donationspakken. Donationspakken indeholder blandt andet en forøgelse af Industripuljen på 500 mio. kroner i 2025, finansiering af luftforsvarssystemer i samarbejde med Tyskland, yderligere bidrag til den britiske International Fund for Ukraine, enkelte donationer fra Forsvarets beholdning samt en forøgelse af rammen til træningsaktiviteter.
”Ukraines kamp er hele det frie Europas kamp. Derfor er jeg også glad for, at vi sammen med tætte europæiske allierede igen leverer på Ukraines akutte behov. Det gælder ikke mindst pakkens bidrag til luftforsvar, der er helt essentielt for, at Ukraine kan beskytte sig mod Ruslands massive missilangreb, der bl.a. er målrettet kritisk energiinfrastruktur. Vi støtter op om Ukraines evne til at forsvare sig mod Ruslands ulovlige og brutale angreb så længe, som det er nødvendigt,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Pakken indeholder derudover indgåelse af en række aftaler med internationale samarbejdspartnere om donation af højt prioriteret materiel, der skal understøtte Ukraines opbygning af nye brigader.
Af operative og sikkerhedsmæssige hensyn er det ikke muligt at redegøre i detaljer for det fulde indhold af donationspakken. Donationspakken finansieres inden for rammen af Ukrainefonden med forbehold for Finansudvalgets efterfølgende endelige tilslutning.
Med Ukrainefonden er der i årene 2023-2028 samlet afsat 64,8 mia. kr. (2024-pl) til militær støtte til Ukraine.
Der er med donationspakke XXI på nuværende tidspunkt truffet beslutning om militær støtte til Ukraine i regi af Ukrainefonden for omkring 48,5 mia. kr.
Industripuljen er en pulje, som er målrettet indkøb i forsvarsindustrien for at imødekomme ukrainske behov for militær støtte.