Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Forsvars- og beredskabssamarbejdet i Rigsfællesskabet skal styrkes

Indholdsområde

 
Nyhed fra Forsvarsministeriet 
Fregatten Peter Willemoes ved Godthåbsfjorden i Grønland. Foto: Forsvaret.
Fregatten Peter Willemoes ved Godthåbsfjorden i Grønland. Foto: Forsvaret. 

Forsvars- og beredskabssamarbejdet i Rigsfællesskabet skal styrkes 

Forsvarsminister Trine Bramsen og Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger vil styrke forsvars- og beredskabssamarbejdet med flere øvelser, kurser og mere uddannelse.

23-08-2019 - kl. 09:00
Forsvaret og beredskabet skal i endnu højere grad bidrage til tryghed og sikkerhed i hele Rigsfællesskabet. Sådan lyder det fra forsvarsminister Trine Bramsen, der sammen med Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Ane Lone Bagger vil styrke området med mere samarbejde og mere uddannelse. Forsvarets tilstedeværelse i Arktis og Nordatlanten bliver endnu vigtigere i de kommende år i takt med, at Arktis’ geopolitiske betydning stiger. Derfor skal Forsvarets tilstedeværelse også styrkes som en naturlig reaktion på denne udvikling. Regeringens ønske er at fastholde Arktis som et lavspændingsområde, men et øget dansk engagement er nødvendig for at opretholde stabilitet, sikkerhed og tryghed.

”Vi skal derfor have en tættere og regelmæssig dialog med Grønland og Færøerne om forsvarspolitiske spørgsmål”, siger forsvarsminister Trine Bramsen og tilføjer:

”Jeg ønsker at give embedsfolk fra Grønland og Færøerne mulighed for kompetenceudvikling i forhold til sikkerhedspolitiske spørgsmål ved bl.a. at åbne for adgang til Forsvarsakademiets uddannelser. Derudover vil jeg tilbyde at gøre det lettere for grønlandske brandfolk at tage supplerende beredskabsuddannelser”.

Forsvarsministeren har derfor bedt om, at det bliver undersøgt, hvordan vi i højere grad kan tilgodese grønlandske borgeres mulighed for at aftjene værnepligt og gøre karriere i Forsvaret og beredskabet. Endvidere har hun bedt Beredskabsstyrelsen om, i samarbejde med de grønlandske myndigheder, at undersøge muligheden for at udvikle og udbyde nye kurser for grønlandske brandfolk, så de ikke længere nødvendigvis skal tage til Danmark og deltage i kurser, som ikke er målrettet grønlandske forhold.

For Naalakkersuisoq Ane Lone Bagger er ønsket også mere samarbejde og dialog samt at få løftet niveauet af uddannelser.

”Det er glædeligt at vores i forvejen gode samarbejde med Forsvarsministeriet udvides til også at inkludere uddannelse. Det er desuden noget specielt at skulle håndtere ulykker og katastrofer i Grønland. Der er derfor behov for, at uddannelserne er specielt målrettet dette. De grønlændere, der deltager i beredskabsuddannelser i Danmark, har ikke brug for at lære om at håndtere togulykker, i stedet skal de trænes mere i at håndtere brand, redning, oversvømmelser og hjælp ved skibsulykker”, siger Ane Lone Bagger, og tilføjer:

”Fra Naalakkersuisut har vi været meget glade for de fælles beredskabsøvelser, der har været afholdt af Forsvaret i Grønland. Vi ser gerne,, at der kommer flere fælles øvelser med danske og grønlandske beredskabsfolk og Forsvaret, så vi i fællesskab bliver endnu bedre rustet til at håndtere ulykker og katastrofer”.

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Forsvarsministeriets pressevagt
- tlf. 72 81 04 00