Spring til indhold Spring til søgning på Forsvaret.dk Spring til højrebar

Hovedmenu

Menu

 
 
 

Regeringen vil styrke indsatsen mod terrorisme i Sahel-regionen

Indholdsområde

 
Nyhed fra Forsvarsministeriet 
 

Regeringen vil styrke indsatsen mod terrorisme i Sahel-regionen 

Regeringen ønsker at udsende et militært bidrag til den fransk-ledede operation Barkhane for at støtte den internationale indsats mod terrorisme i Sahel-regionen.

28-02-2019 - kl. 13:00
Bidraget vil bestå af to transporthelikoptere og op til ca. 70 personer fra udgangen af 2019 og ca. 12 måneder frem.

I dag har regeringen rådført sig med Det Udenrigspolitiske Nævn om bidraget. Forud for udsendelsen af bidraget vil der blive fremsat et beslutningsforslag til behandling i Folketinget.

Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

”Det er afgørende for dansk og europæisk sikkerhed, at vi bidrager til stabiliteten i nærområdet. Terrorgrupperne i Sahel-regionen er en trussel imod vores fælles sikkerhed. Derfor træder vi til sammen med Frankrig for at få dem nedkæmpet. Samtidig er det mit håb, at indsatsen kan bidrage til at stabilisere regionen og dermed forebygge irregulær migration mod Europa. Det er i vores klare fælles interesse.”

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen siger:

”Med et helikopterbidrag til Operation Barkhane leverer vi et relevant og efterspurgt bidrag. Sikkerhedssituationen i Mali og hele Sahel-regionen er bekymrende, og derfor bør Danmark øge sit engagement og bidrage til, at terrorgrupper ikke får frit lejde. Vi anser Sahel-regionen som en del af Europas sydlige nærområde, og det er vigtigt, at vi medvirker til at bekæmpe terrorisme og forebygge flygtningestrømme.”


Baggrund

Frankrig har etableret Operation Barkhane til bekæmpelse af terrorisme i Sahel-regionen. Operationen består af omkring 4.500 franske soldater, og der indgår desuden p.t. bidrag fra Storbritannien (helikopterbidrag) og Estland (bevogtningsbidrag). Operation Barkhanes operationsområde dækker Burkina Faso, Tchad, Mali, Mauretanien og Niger. Danmark bidrog i 2013 med et transportfly til den fransk-ledede Operation Serval, som gik forud for Operation Barkhane, men Danmark har ikke tidligere bidraget med militære kapaciteter til Operation Barkhane. Danmark har desuden løbende bidraget med personel og materiel til FN’s fredsbevarende mission i Mali, MINUSMA, herunder transportfly, specialoperationsstyrker samt styrkechefen, inkl. stabsbidrag.

Det militære bidrag går hånd i hånd med stabiliseringsbidrag til regionen for bl.a. at styrke landenes evne til at varetage egen sikkerhed, herunder udfordringer relateret til terrorisme, irregulær migration og andre former for illegal kriminalitet. Danmarks indsats i Sahel-regionen består bl.a. af brede og samtænkte civile og militære indsatser, som omfatter langsigtet udviklingssamarbejde i Mali, Burkina Faso og Niger (ca. 550 mio. kr. om året) og humanitære indsatser (ca. 74 mio. kr. til Mali i 2018).

For yderligere presse:
Presserådgiver for udenrigsministeren: Kasper Thams Olsen, 61979031
Forsvarsministeriets pressevagt, 72 81 04 00

Pressevagt

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Forsvarsministeriets pressevagt
- tlf. 72 81 04 00