Med aftale på forsvarsområdet 2013-2017 blev der indgået en bred aftale om Forsvarets ordning for perioden fra og med 2013 til og med 2017. Aftalen blev indgået af alle partierne som også var bag forsvarsforlig 2010-2014.

Omfattende effektiviseringer
Aftalen slår fast, at Forsvaret fra 2017 skal spare 2,7 mia. kr. for at bidrage til sammenhængen i den offentlige økonomi, så Danmark kan komme på ret kurs. Aftalen betyder, at de årlige forsvarsudgifter reduceres med 2,5 mia. kr. i 2015, 2,6 mia. i 2016 og 2,7 mia. årligt fra 2017. Det sker ved allerede fra 2013 at sætte gang i effektiviseringer og samtidig skabe økonomisk råderum til udviklingstiltag. Men effektiviseringerne kan gennemføres uden, at der skal skæres ned på Forsvarets evne til at løse de operative kerneopgaver.

Forsvarets operationer
Forsvaret er gennem de senere år blevet transformeret fra et traditionelt mobiliseringsforsvar til et moderne forsvar. Men forsvaret skal fortsat tilpasses og moderniseres til fremtidens opgaver.

Aftalen sikrer, at Forsvaret fortsat er effektivt og moderne og samtidig udvikles til at kunne imødegå de nye udfordringer i bl.a. Arktis og på cyber-området. Danmark vil således forsat have et veludrustet og veluddannet forsvar, der er klar til at deltage i internationale missioner, når dette er påkrævet.

Udviklingstiltag
Hæren skal – når Danmark trækker sine kampenheder hjem fra Afghanistan med udgangen af 2014 – omstilles til nye udfordringer og være klar til at rykke hurtigt ud samtidigt med, at evnen til længerevarende missioner fortsat bevares. Endvidere skal hærens kapaciteter samles i en række militærfaglige centre, som vil styrke den hjemlige organisation.

Dansk forsvar skal tilpasses udviklingen i Arktis. Der er allerede etableret en værnsfælles Arktisk Kommando i Nuuk. Men udviklingen stopper ikke her. Det er bl.a. aftalt, at der skal anskaffes nye skibsbaserede helikoptere og et nyt inspektionsskib, samt at der skal gennemføres forsøg med bl.a. droner og satellitter til overvågning.

Forsvaret skal investere i cyberområdet bl.a. af hensyn til samfundets og Forsvarets øgede sårbarhed over for angreb på IT-infrastrukturen. Center for Cybersikkerhed, der deltager i beskyttelsen af det samlede samfunds kritiske IT-infrastrukturer, styrkes således. Derudover opbygges – som en videreførelse af forrige forlig – en militær kapacitet, der kan gennemføre defensive og offensive militære operationer i cyberspace.

Værnepligt
Partierne bag aftalen er enige om at fastholde værnepligten, idet antallet af værnepligtige tilpasses Forsvarets aktuelle behov fra ca. 5.000 personer årligt til ca. 4.200 personer årligt. Kvinder vil forsat kunne ansættes på værnepligtslignende vilkår. Forsvarets dag fastholdes ligeledes fortsat som en pligtig informationsdag for alle mænd i det år, de fylder 18 år.

Etablissementer
Partierne bag aftalen er enige om, at der er potentiale for at optimere etablissementsstrukturen. Derfor blev der ved tillæg til aftale på forsvarsområdet 2013-2017 af den 11. marts 2013 og med udgangspunkt i en netop gennemført etablissementsanalyse truffet en række beslutninger vedr. Forsvarets etablissementer. Bl.a. integreres det nationale støttedepot ved Det Danske Internationale Logistik Center i Vordingborg i med forsvarets tilsvarende kapaciteter i Skrydstrup, transportkoordinationskapacitet og transportkontrolenheden fra Det Danske Internationale Logistikcenter i Vordingborg integreres med forsvarets tilsvarende kapaciteter i Karup, Forsvarets enheder på Bülows kaserne flyttes til Ryes kaserne i Fredericia og Hærens Sergentskole flyttes fra Sønderborg til Varde.

Organisering af ledelsen af Forsvaret
En ændret organisering af den øverste ledelse af Forsvaret skal bidrage til yderligere effektiviseringer af Forsvaret. Derfor blev der ved tillægsaftalen ”Organisering af ledelsen af Forsvaret og tillæg til aftale på forsvarsområdet 2013-2017” af den 10. april truffet en række beslutninger om en ny organisering af den øverste ledelse af Forsvaret. Den overordnede planlægning, ressourceallokering og økonomistyring, der tidligere lå i Forsvarskommandoen, er integreret og samlet i Forsvarsministeriets departement. De operative dele af Forsvarskommandoen er sammenlagt med de tre operative kommandoer (Søværnets Operative Kommando, Hærens Operative Kommando og Flyvertaktisk Kommando) samt Arktisk Kommando og Specialoperationskommandoen til en ny værnsfælles militær kommando – ”Værnsfælles Forsvarskommando” – under forsvarschefens ledelse. Forsvarets Materieltjeneste har ændret navn til ”Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse” og er en selvstændig styrelse under Forsvarsministeriets departement. De øvrige funktionelle tjenester (personale, IT, veteranindsats) er sammenlagt og reduceres i antal, og vil fremover være selvstændige styrelser under Forsvarsministeriets departement. Der skal opnås et provenu på 170 mio. kr. årligt ved fuld implementering af den ændrede organisering af ledelsen af forsvaret, hvilket vil bidrage til at sikre økonomien i den politiske aftale på forsvarsområdet 2013-2017. Samtidig styrkes veteranområdet med yderligere 25 mio. kr. årligt.

Bemærkninger

På baggrund af forsvarschefens indstilling på etablissementsområdet, som beskrevet under afsnittet med hærens center- og etablissementsstruktur (side 8), er der foretaget en revidering af aftaleteksten i afsnittet vedr. Hjemmeværnet, hvorfor sætningen vedr. Odense Kaserne udgår som naturlig konsekvens heraf (side 13). Dette er endvidere angivet med en fodnote.

Sidst opdateret 2. juni, 2020 - Kl. 21.26