Forsvaret er hverken rødt eller blåt

Ruslands krig mod Ukraine har ændret Europa og vores sikkerhedssituation. Men grundstammen i vores tryghed og sikkerhed er den samme som før. Vi skal glæde os over, at Danmark hører til i hjertet af NATO og er beskyttet af musketereden. Men vi må aldrig tage den tryghed for givet.

Folketinget bakkede i sidste uge op om, at Danmark får mulighed for at styrke forsvaret af vores NATO-allierede. Vi har i forvejen indsat seks F-16 fly i Østersøområdet og et af vores største krigsskibe, fregatten Peter Willemoes. Men vi er enige om, at Danmark skal kunne gøre mere, hvis behovet opstår: Så vi er klar til at sende en kampbataljon på 800 soldater til Baltikum, hvis det bliver nødvendigt. Vi er klar til at sende endnu en fregat og et militært C-130 transportfly til troppetransport og evakuering. Og vi er klar til at udvide vores luftbidrag til i alt 20 F-16 fly til at beskytte luftrummet over NATO-landene.

Signalet til Putin er klart: NATO’s territorium er urørligt. Danmark står sammen om at beskytte vores NATO-allierede i øst. Ligesom de står sammen om at beskytte Danmark.

Værdien af NATO’s kollektive forsvar ses for alvor i disse dage. Det udkrystalliseres af krigen i Ukraine, der har rystet den europæiske fred. Med dystre perspektiver for vores allierede i øst, som er i forreste linje mod Rusland. Og som minder os om, hvordan det var at være en frontstat under den kolde krig. Hvad vi gør for landene på NATO’s østgrænse i dag, har betydning for Danmark i morgen.

Vi vil også arbejde aktivt for, at vi med vores europæiske allierede udvikler mere robuste svar, især når det handler om de stigende cybertrusler, en større selvforsyning af energi - uden afhængighed af russisk gas - og koblingen mellem vores økonomiske muskler og vores sikkerhedspolitiske interesser.

For vi repræsenterer forskellige partier. Vi er bestemt ikke altid enige. Sådan er det at bedrive politik i et demokrati, hvor forskellige synspunkter brydes på fredelig vis. Vi er heller ikke enige i alt på forsvarsområdet, og det skal der være plads til. Men det ændrer ikke på vores fælles respekt for Forsvarets og dets personel, at meninger brydes. Tværtimod. For Forsvaret er hverken rødt eller blåt.

Vi er fælles om den opgave at sikre, at de der kommer efter os overtager et stærkt dansk forsvar med svar på de trusler, som Danmark står over for.

Der var bred opbakning til, at Danmark med forsvarsforliget i 2018 tog et større ansvar for vores egen og Europas sikkerhed. Vi stoppede mange års nedskæringer i Forsvaret, og vi tilførte yderligere ressourcer. For Danmark hører også fremover til i hjertet af NATO.

Det betyder også, at der hverken er tale om et nybrud eller et sporskifte, når Danmark for tiden leverer NATO-bidrag til Østeuropa. Det er tværtimod en fortsættelse af den kurs, som har kendetegnet dansk forsvars- og sikkerhedspolitik siden 1949: NATO er grundstammen i Danmarks tryghed og sikkerhed. For forsvaret af vores frihed og demokratiske værdier. Det er vi fælles om.

Støtten til NATO-samarbejdet ses i ord, kroner og øre. Men også i vores historiske NATO-bidrag. Og i viljen til at træde til, når truslerne træder frem. For der er bred politisk enighed om, at forsvaret af Danmark ikke stopper ved Kruså, som det i start 90’erne blev sagt af og på klassisk Uffe Ellemann’sk.

Det så vi i løbet af 1990’erne, da vi var engageret i krigene i Eksjugoslavien og efterfølgende i både Irak og Afghanistan. Og da et enigt Folketing i 2011 besluttede, at vi skulle beskytte civile mod Gadaffis overgreb i Libyen. Og vi ser det lige nu i vores NATO-bidrag til Østeuropa.

De store historiske linjer viser, at brede flertal i Danmark har stået sammen om NATO-samarbejdet. Ganske vist med politiske forskelligheder. Men støtten har været fast, når vi taler vores fælles sikkerhed og tryghed.

Den forankring i NATO-samarbejdet er vigtig i en tid, hvor NATO-generalsekretær Jens Stoltenberg peger til, at den russiske invasion af Ukraine anskueliggør en ny normaltilstand for Europa. En tilstand, hvor Rusland med magt og tvang er villig til at udfordre Europas sikkerhedsarkitektur – ja, Europas geografi.

For angrebet på Ukraine er billedet på alt det, vi ikke vil vende tilbage til. Danmark valgte efter Anden Verdenskrig, efterfulgt af vores naboer i Østeuropa efter den kolde krig, at frihed og frihandel skulle tegne fremtiden for Europa. Og at vi ikke skulle underkaste os det rå magtsprog igen. Sabelraslen og invasioner. Skudsalver og tab af liv. Og at vi for altid skulle ud over et tankesæt, der nægter en fri befolkning retten til selv at vælge sin fremtid, og hvem man vil samarbejde med. Om handel, om forsvar og alt andet.

Danmark, EU og vores NATO-allierede arbejdede længe ved forhandlingssporet for Ukraine. På diplomati og dialog. For hvad kunne gøres, skulle gøres. Men forhandlingsvejen er uforenelig med krigsstien. Spørgsmålet om Ukraines fremtid og friheder bør høre hjemme i et ukrainsk valglokale – ikke på slagmarken. Det er Rusland, og kun Rusland, som har valgt eskalation og krig i Ukraine.

Situationen i Ukraine minder os samtidig om, at Ruslands intimiderende adfærd er et modstykke til vores egen frihed. En adfærd der gennem trusler, tvang og pres på vores demokratiske værdier ønsker at slå en kile ned gennem Europa. Det har vi set i Ukraine. Og vi risikerer at se det på NATO’s østlige grænser. For hos autokratiske imperier vokser appetitten, mens man spiser.

Vi må heller ikke være naive, når det gælder Danmark. For selvom der ikke er en trussel lige nu, skal Rusland vide, at de ikke kan gøre sig til herrer over dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. At vi på ingen måde vil tillade noget, der ligner en såkaldt ’finlandisering’ af Bornholm. Ingen del af Danmark skal befinde sig i det delte Europa, som vi vinkede farvel til for 30 år siden. Interessesfærernes tid, hvor vi delte Europa i to – den er forbi.

Budskabet er derfor klart: Danmark accepterer ikke Putins magtsprog. Den forvrøvlede snak om NATO’s aggression og omringning af Rusland. Det beror på en fundamental resistens over for fakta. For NATO er og bliver en defensiv forsvarsalliance.

Situationen i Ukraine er en klar påmindelse om, at den russiske bjørn er vågen og på rov. Lige nu viser den sit grimme ansigt i Ukraine. Men i morgen risikerer vi, at den står på grænsen til Baltikum og ved NATO’s østlige grænser. Det må ikke ske. Vi er nødt til at adressere truslen i tide.

Derfor er det afgørende, at Danmark nu er med til at løfte NATO’s afskrækkelses- og forsvarsprofil yderligere. At vi viser NATO-landenes vilje til at beskytte hinanden og den europæiske sikkerhedsorden.

Historien må ikke gentage sig hos vores NATO-allierede i Østeuropa.

Situationen i Østeuropa tjener også til at understrege, at tiden er inde til at tage de første skridt mod et nyt forsvarsforlig. Om hvordan vi sikrer Danmarks sikkerhed bedst i en ny normaltilstand. Det gælder indretningen af vores Forsvar, vores soldaters materiel og meget andet. Og uanset ønskerne er forskellige, så kommer vi ikke uden om det grundvilkår, at der skal flere penge til.

For det gælder mere end nogensinde, at Danmark ikke er en fredelig og beskyttet plet i en grum verden.

Vi er nødt til at forholde os til realiteterne. Vores centrale placering i et mere uroligt Europa. Som nøgle til Østersøen. Som knudepunkt mellem øst og vest. Som troværdig støtte for NATO-landene. Og som bro til vores allierede i Norden og Baltikum.

For NATO og det transatlantiske samarbejde er grundstammen i vores tryghed. Og vi politikere er bedst tjent ved, at vi i en tid med splittelse, tvivl og desinformation samler vores kræfter om at sikre fred og sikkerhed. Det tjener danskerne bedst.

Vi har arvet og vundet et frit Danmark og Europa. Den frihed må vi ikke tage for givet.

Historien viser, at krigen ikke er uundgåelig, hvis vi viser viljen til at stå fast. Om forsvaret. For os selv og vores allierede. For vores fælles frihed, fred og sikkerhed. Det forsvar er vi sammen om.