Søværnets inspektionsskib VÆDDEREN som er ekspeditionsskib for Galathea3 ekspeditionen forlod København fredag den 11. august 2006. 

VÆDDEREN vil i alt tilbagelægge ca. 39.000 sømil svarende til to gange jorden rundt, og vil returnere til København i slutningen af april 2007.

Siden årsskiftet har VÆDDEREN, som hidtil primært har gjort tjeneste som inspektionsskib i Nordatlanten, gennemgået en omfattende ombygning. Skibet er blevet udrustet med avanceret forskningsudstyr, og således nu udrustet som et moderne ekspeditionsskib.

 
Historien

I rækken af store danske ekspeditioner træder de to tidligere Galathea ekspeditioner tydeligt frem. Dels på grund af deres format og udbytte, dels fordi de havde flere fælles destinationer, hvor udviklingen over et helt århundrede kunne måles.

 

Korvetten Galathea sejlede på verdenshavene fra 1845 til 1847 på befaling af kong Christian VIII. Ekspeditionens hovedformål var ud over undersøgelsen af Nicobarerne at overdrage kolonierne Trankebar og Frederiksnagore i Indien til Det Britisk-Ostindiske Kompagni, at udbygge Kina-handelen og at oprette nye handelstraktater.

 

Godt 100 år senere - fra 1950-52 - drog fregatten Galathea på dybhavsekspedition, og de videnskabelige resultater her fra oversteg på mange punkter forventningerne. Blandt aktiviteterne på Galathea 2 var også etnografiske undersøgelser. Ekspeditionen blev folkeeje, og mere end 20.000 danskere var mødt op på langelinie, da fregatten vendte hjem den 29. juni 1952.

 
Jorden rundt 2 gange

VÆDDEREN vil på 257 døgn bringe Galathea ekspeditionen jorden rundt og følge op på tidligere forskning. Med ombord er, udover den 50 mand store besætning fra søværnet, op til 50 forskere, formidlere, børn og unge.

 

VÆDDEREN vil tilbringe 215 døgn i søen og de resterende 42 dage i havn. Ekspeditionen vil bl.a. føre skibet til Færøerne, Grønland, Afrika, Australien, Antarktis, Sydamerika, Galapagos, de tidligere danske tropekolonier og til USA. De forventningsfulde videnskabsfolk om bord sejler ud med uløste gåder og åbne spørgsmål.

De håber at vende hjem med opdagelser og svar, som vil give forskningen herhjemme et internationalt løft og samtidig skrive den tredje Galathea ekspedition ind i historiens lange række af succesfulde danske havekspeditioner.

 

Galathea Ekspeditionen har på hele togtet et virtuelt anker i Danmark. Via internettet og moderne satellitteknologi er ekspeditionen konstant online, så danskerne - og ikke mindst skoleelever - kan følge forskernes arbejde om bord. 

Der kan indhentes yderligere information om Galathea ekspeditionen på nedenstående hjemmesider: www.galathea3.dk