Generalløjtnant Knud Bartels bliver den nye forsvarschef fra 16. november 2009 efter admiral Tim Sloth Jørgensen.

Generalløjtnant Knud Bartels er efter Forsvarsministeriets indstilling i dag ved kongelig resolution udnævnt til general fra den 16. november 2009.

Generalløjtnant Knud Bartels er 57 år og har blandt andet været brigadechef, Military Assistant for Director International Military Staff i NATO, chef for planlægningsafdelingen i Forsvarsstaben, chef for Danske Division og senest Danmarks militære repræsentant ved NATO og EU’s militære komité.

Generalløjtnant Knud Bartels var derudover i 1999 udsendt som næstkommanderende ved Den Franske Brigade ved KFOR i Kosovo.   

Forsvarsminister Søren Gade udtaler:

”Jeg er overbevist om, at Knud Bartels bliver en god forsvarschef. Knud Bartels er en yderst professionel, kompetent, ihærdig og ikke mindst dedikeret mand.

Som ny forsvarschef står Knud Bartels overfor store udfordringer i en tid, hvor danske soldater kæmper i internationale operationer, og hvor forsvaret står foran implementeringen af nyt forsvarsforlig samt anskaffelsen af nye kampfly”.