Der var i dag hæder til de cirka 350 medarbejdere fra flyvevåbnet, der har deltaget i missionen i Libyen. Med parade og taler blev soldaternes store indsats markeret i Skrydstrup. Forsvarsministeren var blandt talerne i dagens ceremoni, og han fik mulighed for at tale med de hjemvendte soldater. Fra forsvarsministeren er der stor ros til alle, der har været en del af F-16 bidraget.

”Efter en afsluttet og vellykket mission i Libyen, har jeg glædet mig til at skulle stå foran alle de udsendte, som de sidste syv måneder har ydet en kæmpe indsats for at beskytte civilbefolkningen i Libyen. Fra det blev besluttet i Folketinget den 18. marts, at vi skulle sende fly af sted, har flyvevåbnet var været klar fra først til sidst, og de har klaret opgaven i fornemste stil. Dette har medvirket til, at Danmark har høstet stor ros for indsatsen fra vores internationale samarbejdspartnere, ikke mindst fra USA og UK”, siger forsvarsminister Nick Hækkerup.

Indsatsen i Libyen har været i gang fra marts til udgangen af oktober, hvor de danske fly fløj NATOs sidste mission over Libyen. På de syv måneder har de danske kampfly fløjet nøjagtigt 600 missioner og afleveret 923 præcisionsbomber. 20 af de kampfly, som flyvevåbnet råder over, har skiftevist været i luften over Libyen.

”Det er et samlet flyvevåben, der har leveret til denne mission. Derfor går takken ikke kun til de udsendte, men også til de mange herhjemme, der har medvirket til, at udsendelsen blev en stor succes. Libyen-missionen har vist, at flyvevåbnet er klar til at løse internationale opgaver, som én samlet enhed. De mange, der har gjort missionen til en succes, er mine helte”, siger forsvarsminister Nick Hækkerup, der også sender en stor tak til de mange pårørende herhjemme, der har bakket op om de udsendte.