Nyheder
Sociale medier
Den afghanske præsident Karzai har i dag i en tale i anledning af det afghanske nytår annonceret, at overdragelsen af sikkerhedsansvaret til afghanerne nu påbegyndes. Overdragelsen – eller transitionsprocessen - vil i første omgang begynde i provinserne Barmyan, Panshjier og Kabul, samt i distrikterne Herat, Mazar-e Sharif, Mehtar Lam og Lashkar Gah, som er provinshovedstaden i Helmand. Danmark har p.t. 650 soldater omkring Helmand (ud af et samlet styrkebidrag på 750), placeret nord for Lashkar Gar.
Udenrigsminister Lene Espersen udtaler: ”Det er vigtigt og meget positivt, at Afghanistan nu formelt har igangsat transitionsprocessen. Det er i overensstemmelse, med de konklusioner der blev truffet på NATO-topmødet i november sidste år og den afghanske målsætning om at have overtaget det fulde ansvar for sikkerheden ved udgangen af 2014. At et distrikt i Helmand også er med, er et udtryk for at udviklingen på jorden går i den rigtige retning. Vi er på vej til at skabe et solidt fundament for en bæredygtig ansvarsoverdragelse. Den danske indsats er med den nye Helmand-plan tilrettelagt netop med henblik på at sikre, at de nødvendige afghanske kapaciteter kommer på plads til overdragelsen.”
Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech udtaler: ”Overdragelse af sikkerhedsansvaret i de udmeldte provinser og distrikter er det formelle startskud til en proces, som jeg hilser velkommen. De udvalgte provinser og distrikter er resultatet af en fælles NATO-afghansk vurdering. Det glæder mig, at Lashkar Gah-distriktet i Helmand-provinsen er med i denne første bølge. Det er et synligt bevis på, at en koncentreret civil og militær indsats i områder med meget vanskelige vilkår – som det blandt andet er tilfældet i det danske ansvarsområde – nytter. Vi skal nu sammen med afghanerne arbejde på at fastholde og udbygge de gode resultater, der er opnået, således at transitionsprocessen kan fortsætte.”
Transitionsprocessen omfatter både afghanske institutioner og funktioner samt geografiske områder. Vurderingerne af transitionsparathed foretages af en fælles NATO-afghansk bestyrelse (JANIB). Overdragelsen af ansvaret til de afghanske myndigheder sker, når de afghanske myndigheder selv kan varetage kerneopgaverne inden for de tre centrale transitionsområder: Sikkerhed, regeringsførelse og udvikling. Transitionsprocessen tænkes gennemført i fire faser, hvor det afghanske lederskab gradvist bliver større og det internationale samfunds rolle tilsvarende mindre. Ved udgangen af 2014 vil afghanerne have det fulde sikkerhedsansvar.
Påbegyndelsen af ansvarsoverdragelsen vil ikke påvirke det overordnede danske styrkebidrag i Helmand. Den danske tilstedeværelse for 2011-2012 er fastlagt i den danske Helmand-plan, der i februar blev aftalt af et bredt flertal i Folketinget. Planen tager højde for transitionsprocessen ved sit fokus på opbygning af afghanske kapaciteter – både inden for sikkerhed, regeringsførelse og udvikling.
Helmand-planen kan hentes på vores temaside om Afghanistan