Det sker i forlængelse af det forsvarsforlig, som et bredt flertal i Folketinget indgik i januar. Forliget indebærer, at Forsvaret styrkes med næsten 13 mia. kroner over de næste seks år, og det har også betydning for tjenestestederne i denne del af landet.

- Midt- og Vestjylland har med sine store forlægninger altid været et område af Danmark, hvor Forsvaret har stået stærkt. Sådan vil det også være fremover med det nye forsvarsforlig. Tjenestestederne i Karup, Holstebro og Skive spiller alle en vigtig rolle i implementeringen af det nye forlig, siger Claus Hjort Frederiksen.

Styrkelsen af Forsvaret kommer på baggrund af et mere alvorligt trusselsbillede, hvor bl.a. Rusland spiller med de militære muskler og intimiderer sine nabolande. Men også truslen fra cyberangreb og påvirkningskampagner er høj og kræver et sikkerhedspolitisk fokus fra Danmark og i rammen af NATO.

Besøget i dag begynder hos Flyverhjemmeværnet, Air Control Wing og Helicopter Wing på Flyvestation Karup. Derefter går turen til Jydske Dragonregiment i Holstebro efterfulgt af Ingeniørregimentet og Hjemmeværnets Landsdelsregion Vest på Skive Kaserne.