[Oprindeligt publiceret af Forsvarsministeriet]

Som en af landets største arbejdspladser har Forsvaret tusindvis af danske leverandører, der er med til at sikre den daglige drift for de godt 20.000 ansatte og deres materiel. Vigtige mekaniske reservedele, brændstof, kantinemad, skosværte og meget, meget andet er med til at holde hjulene i gang i Forsvaret.

Men en lang række private virksomheder mærker lige nu konsekvenserne af samfundets dvaletilstand under corona-krisen. Derfor er det nu Forsvarets tur til at hjælpe med at holde hjulene i gang blandt leverandørerne.

Det har Forsvaret bl.a. gjort ved at betale alle private danske leverandører så hurtigt som muligt, efter fakturaerne for deres varer eller ydelser er modtaget, godkendt og bogført.

Indtil videre er betalinger for over 100 millioner kroner fordelt på over 1000 danske leverandører blevet rykket frem og betalt før tid, og det princip vil Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse også følge i den kommende tid.

Forsvarsminister Trine Bramsen siger:

”Forsvaret er afhængig af mange gode danske leverandører for at sikre en god opgaveløsning. Mange af de leverandørers overlevelse hviler lige nu på aftalerne med Forsvaret. Derfor fremrykker vi betalingen af hundredvis af regninger. Samtidig er vi i fuld gang med at se på, om der er fremrykninger af investeringer og lignende, som kan understøtte dansk erhvervsliv her og nu.”

Fakta:
Forsvarsministeriet – herunder Forsvaret og Beredskabsstyrelsen - har cirka 13.000 leverandører, hvoraf de 11.000 er danske. I 2019 blev der i alt modtaget og betalt cirka 308.000 fakturaer til danske virksomheder.

Der betales cirka 1650 fakturaer på en normal hverdag, men fredag den 3. april blev der betalt 5662 fakturaer alene til danske leverandører.

Kilde: Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse