Nyheder
Sociale medier
Beredskabsstyrelsen og Forsvaret vil i den kommende tid støtte regionerne, der skruer op for test- og vaccinationsindsatsen.
Regionerne opruster igen mod COVID-19 på test- og vaccinefronten, så man kan imødekomme det stigende behov. På Forsvarsministeriets område koordinerer Beredskabsstyrelsen nu et bidrag til indsatserne på i alt ca. 300 personer.
Det drejer sig om omkring 200 soldater fra Forsvaret og omkring 100 redningsspecialister fra Beredskabsstyrelsen, som skal udføre opgaver inden for podning, logistik og vaccination. Alt personel uddannes grundigt af sundhedsfaglige ressourcepersoner og arbejder under sundhedsfagligt tilsyn.
- Vi står i en situation, hvor vores samfund endnu en gang er udfordret af covid-19, og så er det vigtigt, at alle, der kan, bidrager. Forsvaret og Beredskabsstyrelsen står igen klar til at hjælpe sundhedssektoren i en vanskelig situation. Det er selvfølgelig ikke uden omkostninger for de opgaver, myndighederne ellers udfører, men en ekstraordinær situation kræver ekstraordinære løsninger. Og dem er vi leveringsdygtige i, udtaler forsvarsminister Trine Bramsen.
Det foregår lige nu et større koordinationsarbejde mellem Beredskabsstyrelsen og regionerne om den nærmere placering af Forsvarets og Beredskabsstyrelsens personel. Bidraget træder i kraft i uge 49 og fortsætter året ud.
Fakta om Beredskabsstyrelsens bidrag
For Beredskabsstyrelsen udgør de 100 redningsspecialister omkring en fjerdedel af de værnepligtige, der er i tjeneste. Dermed er der fortsat et beredskab på plads til at løse de opgaver, Beredskabsstyrelsen kan tilkaldes til, fx brand, redning, oversvømmelser, støtte til politiet og andre myndigheder, indsats med farlige kemiske stoffer m.v.
Hvis der opstår presserende opgaver af f.eks. ovennævnte karakter, der kræver flere ressourcer, end Beredskabsstyrelsen har til rådighed i det tilbageværende beredskab, kan redningsspecialisterne trækkes ud af opgaverne for regionerne.
Beredskabsstyrelsens værnepligtsuddannelse tager ni måneder. Undervejs får de værnepligtige en grundig uddannelse inden for bl.a. brand, redning, katastrofeførstehjælp, farlige kemiske stoffer m.v.
Efter fire uger indgår de værnepligtige i Beredskabsstyrelsens udrykningsvagt som hjælper. Efter seks måneders uddannelse er de værnepligtige uddannet redningsspecialister. Det er denne mest erfarne gruppe værnepligtige, der skal støtte regionernes COVID-19-indsats.
Fakta om Forsvarets bidrag
Forsvaret støtter med 200 soldater i perioden fra den 6. til 31. december 2021.
Forsvarets soldater kommer fra alle tre værn. Fra Hæren vil soldater fra 1. Brigade, 2. Brigade, Ingeniørregimentet, Føringsstøtteregimentet, Trænregimentet samt Efterretningsregimentet støtte opgaven.
Soldaterne vil løse opgaverne under ledelse af det sundhedsfaglige personale i regionerne, hvor de vil modtage uddannelse i de specifikke opgaver, der skal udføres.