Nyheder
Sociale medier
Evnen til at udvikle nye teknologier er helt afgørende i den globale konkurrence mellem stormagter, og kan påvirke den geopolitiske udvikling og globale magtbalance. Kvanteteknologi, kunstig intelligens og andre nye og disruptive teknologier medfører både muligheder og udfordringer. Det gælder fx hvordan vi og vores modstandere og fjender opererer i fred, krise og krig.
Forsvarsministeriet.
På NATO topmødet i 2021 besluttede NATO’s stats- og regeringschefer at iværksætte arbejdet med to centrale byggesten, der skal styrke NATO’s arbejde med teknologier: NATO Innovation Fund og Defence Innovation Accelerator for the North Atlantic (DIANA).
I dag under NATO topmødet i Madrid underskrev statsminister Mette Frederiksen sammen med andre Allieredes stats- og regeringschefer et Letter of Commitment, der markerer Danmarks tilslutning til NATO Innovation Fund.
Danmark blev i april 2022 valgt til at være vært for fire DIANA-testcentre, der er fokuseret på kvanteteknologi samt en accelerator, der skal hjælpe start-up virksomheder med at bringe deres løsninger ud til det kommercielle marked.
Med deltagelse i begge initiativer støtter Danmark NATO-generalsekretærens ambition om at fastholde NATO’s teknologiske forspring, og fastholder Danmarks position som kerneallieret i NATO.
Forsvarsminister Morten Bødskov:
”Der er et stærkt samspil mellem forsvarsindustrien, danske forskningsinstitutioner og myndigheder, som er helt centralt for, at vi kan følge med i udviklingen af fremtidens teknologier. Jeg er stolt over, at Danmark nu også skal bidrage til NATO’s innovations fond, der vil komplementere det danske bidrag til DIANA, og dermed markere Danmark som en central aktør på NATO’s teknologidagsorden. Den danske indsats vil have stor gavn for NATO-alliancen og vil understøtte vores egen sikkerhed- og udviklingen af vores forskningsmiljø og erhvervslivet”
Adm. direktør, Vækstfonden Rolf Kjærgaard:
”Når vi skal gå forrest i udviklingen af ny teknologi, der skal øge sikkerheden i NATO-landene, er det afgørende, at vi har kapital og kompetencer til at skalere virksomhederne. Derfor skal vi med et fælles, internationalt investeringssamarbejde bidrage til udviklingen af fremtidens teknologier, så vi kan udvælge og udvikle de virksomheder, der skal styrke dansk og international sikkerhed. I Vækstfonden investerer vi langsigtet og strategisk i nogle af Danmarks vigtigste styrkepositioner, som er grøn omstilling, fødevarer og digitale løsninger. Vi har derfor en unik mulighed for at understøtte udviklingen og kommercialiseringen af virksomheder inden for disse styrkepositioner, der er centrale for sikkerhedsdagsordenen."
FAKTA: NATO Innovation Fund
Fonden etableres som en venture capital fond med et samlet indskud på ca. 7,5 mia. kr., som tilvejebringes af de Allierede, der tilslutter sig fonden. Fonden skal gennemføre langsigtede og strategiske investeringer i start-up virksomheder, der udvikler løsninger inden for nye og disruptive teknologier, som er kritiske for Alliancens sikkerhed.
Fonden har tre strategiske mål:
NATO Innovation Fund er den første venture capital fond, hvor flere stater er gået sammen om etableringen. De første investeringer forventes gennemført i 1. kvartal 2023.
Danmark bliver ”Limited Partner” sammen med de øvrige Allierede, som indskyder kapital i fonden. Limited Partners skal bl.a. overse og levere input til den strategiske retning for fonden.
Vækstfonde vil på vegne af Danmark påtage sig rolle som Limited Partner og varetage danske interesser i det kommende arbejde i fonden.
Danmark indskyder ca. 292 mio. kr. i NATO Innovation Fund over en 15-årig periode.