Nyheder
Sociale medier
Danmark har troværdige oplysninger, der gør det muligt at attribuere et destruktivt cyberangreb mod satellitudstyr fra virksomheden Viasat den 24. februar 2022 til Rusland.
Forsvarsministeriet.
Under de indledende faser af Ruslands invasion af Ukraine blev det amerikansk-ejede satellitfirma Viasat udsat for et destruktivt cyberangreb. Angrebet var rettet mod udstyr forbundet med en såkaldt KA-SAT satellit og havde til formål at ramme de ukrainske væbnede styrkers kommunikationskanaler. Angrebet efterlod tusindvis af ukrainere uden internet og havde derudover væsentlige følgeskader i en række andre europæiske lande. Der rapporteres bl.a. om titusindvis af europæere uden internet, ligesom op imod 5.800 vindturbiner i Centraleuropa blev påvirket. Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke oplysninger om, at Danmark har været ramt.
Danmark vurderer sammen med EU og en række nære allierede, at Rusland stod bag cyberangrebet, og at Rusland var velvidende om, at angrebet også ville have destruktive konsekvenser uden for Ukraine.
Danmark fordømmer på det skarpeste Ruslands destruktive brug af cyberangreb mod kritisk infrastruktur, herunder i Ukraine. Rusland bør omgående stoppe sin ulovlige invasion af Ukraine.
Udenrigsminister Jeppe Kofod udtaler:
”Det her angreb udstiller endnu engang Ruslands totale mangel på respekt for internationale regler og normer. Og det understreger med al tydelighed, hvorfor vi skal styrke det internationale samarbejde om at bekæmpe cybertruslen. Angrebet havde betydelige konsekvenser, ikke bare i Ukraine, men også i flere EU-lande. Det er komplet uacceptabelt. Danmark har fra start arbejdet for de hårdest mulige sanktioner mod Rusland, og det bliver vi ved med. Ruslands hensynsløse brug af cybervåben mod kritisk infrastruktur i Ukraine fortjener at blive mødt med international fordømmelse. Derfor går vi ud og attribuerer.”
Forsvarsminister Morten Bødskov udtaler:
”Målet for russiske cyberangreb på Ukraine den 24. februar var kritisk satellitudstyr, der betød at satellitbaserede kommunikationskanaler til det ukrainske forsvar blev lammet, ligesom cyberangrebet havde følgeskader for flere EU-lande. Jeg tager på det kraftigste afstand fra Ruslands ageren. Ruslands koordinerede og destruktive cyberangreb forud for invasionen af Ukraine understreger, at cyberangreb anvendes aktivt og strategisk i moderne krigsførelse, selvom truslen og konsekvenserne af et cyberangreb ikke altid er synlige for offentligheden. Cybertruslen vokser hastigt i disse år, og det stiller markante krav til vores cyberforsvar, da truslen er vedvarende og kan forvolde stor skade på vores kritiske infrastruktur med fatale konsekvenser til følge.”