TLP

Foto: Forsvarsministeriet.

Danmark skal fortsat gå forrest i støtten til Ukraine og bidrage væsentligt til Ukraines forsvarskamp. Derfor er regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige blevet enige om at øge den militære støtte til Ukraine i Ukrainefonden med 2,3 mia. kr. i 2023 (2023-pris og lønniveau) og samlet 23,5 mia. kr. i 2025-2027 (2024-pl).

 

”Vi ved ikke, hvor længe krigen i Ukraine fortsætter, men vi ved, at donationer er afgørende for, at Ukraine kan forsætte kampen mod Rusland. Danmark har gennem hele krigen været en trofast støtte til Ukraine, og når vi nu styrker vores opbakning, både i 2023 og i særlig grad ved også at afsætte betydelige midler i 2025-2027, sender vi et klart signal om, at ukrainerne på lang sigt kan regne med dansk støtte,” siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Aftalepartierne er enige om at forøge rammen til militær støtte i Ukraine med 2,3 mia. kr. i 2023 (2023-pl), 10,5 mia. kr. i 2025, 7,4 mia. kr. i 2026 og 5,6 mia. kr. i 2027 (2024-pl). Dermed er der samlet afsat 60,4 mia. kroner i Ukrainefondens ramme til militær støtte i 2023-2028 (2024-pl).

 

Der er med tidligere aftaler afsat midler til forsvar og sikkerhed svarende til to procent af BNP til forsvar og sikkerhed i 2023 og 2024.

 

Regeringen vil også gøre den økonomiske ramme i forsvarsforliget større med et løft på 4,9 mia. kr. i perioden 2024-2033 (2024-pl).

 

Med de ekstra investeringer i Ukrainefonden og i forsvarsforliget afsættes der midler til, at Danmark også fra 2025 og frem lever op til NATO-målsætningen om at bruge minimum to procent af BNP på forsvarsudgifter.

 

”Med en så markant forøgelse af Ukrainefonden sender vi et klart signal til Ukraine om, at vi står bag dem og deres frihedskamp på den lange bane. Danmark har fra starten af krigen været et af de mest aktive donorlande, og med yderligere støtte kan vi fastholde den opbakning. Det er afgørende for Ukraines frihed og vores fælles sikkerhed,” siger Socialdemokratiets forsvarsordfører, Simon Kollerup.

 

”Moderaterne er glade for, at Danmark er et af de lande, der støtter Ukraine mest, set i forhold til vores størrelse. Vi vil vedvarende være medvirkende til at støtte frihedskampen i Ukraine, så længe det er nødvendigt,” siger Moderaternes forsvarsordfører, Peter Have.

 

”Der er krig i Europa, og derfor er vi i Danmarksdemokraterne glade for at være en del af aftalen, der sikrer, at Danmark og vores allierede sender et klart signal til Rusland om, at vi fastholder vores militære støtte til Ukraines frihedskamp,” siger Danmarksdemokraternes forsvarsordfører, Lise Bech.

 

”Vi bakker fuldt op om det fortsat stærke danske engagement for at støtte Ukraines kamp mod det brutale russiske angreb og glæder os over, at flere og flere danske virksomheder har teknologi og løsninger, som kan anvendes,” siger Radikale Venstres forsvarsordfører, Christians Friis Bach.

 

Læs aftaleteksten her: