Forsvarsministeriet

Forsvarsministeriet

Danmark har sammen med de øvrige lande bag International Fund for Ukraine (IFU) besluttet at sende en militær donation til Ukraine til en værdi af 1,1, mia. kroner. Donationen skal bidrage til vedligeholdelse af det ukrainske forsvars køretøjer og deres manøvredygtighed ved fronten samt til minerydningsudstyr og transort af kampvogne. 

"Det er afgørende for Ukraines kamp mod Rusland, at vi fortsætter med at bidrage med både militære donationer og anden hjælp. Ukraine efterspørger både ammunition og hjælp til vedligehold af materiel, der bliver slidt af den langvarige krig. Derfor glæder det mig, at vi sammen med de andre lande i IFU kan hjælpe ukrainerne med bl.a. udstyr til vedligehold af våbensystemer på slagmarken," siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

Den samlede donation dækker over indkøb af kapaciteter til gennembrydning af russiske forsvarslinjer, herunder minerydning og bro- og overgangsmateriel, samt vedligeholdelseskapaciteter, reservedele og andre ingeniørkapaciteter. 

Danmark står bag den aktuelle donation sammen de øvrige lande i IFU’s bestyrelse (Storbritannien, Norge, Nederlandene og Sverige) samt Litauen og Island. 

"Der er ikke ét land, der alene kan løfte den kolossale og vigtige opgave med at yde den militære støtte, som Ukraine har brug for. Derfor deltager Danmark i en række internationale samarbejder, hvoraf IFU gør en markant forskel," siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

Folketinget har godkendt Danmarks finansielle bidrag til fonden.

FAKTA:

· International Fund for Ukraine blev etableret af UK i kølvandet på den internationale Ukraine-donationskonference, der blev afviklet i København i august 2022

· Fonden har til formål at sikre en vedvarende og bæredygtig militær støtte til Ukraine gennem indkøb af militært udstyr med henblik på donation til Ukraine.

· Fonden råder over 6,6 mia. kr. til fælles indkøb. Danmarks bidrag udgør ca. 370 mio. kr.