Nyheder
Sociale medier
På FN-ministermøde i Ghana melder Forsvarsministeriet en række nye danske initiativer ind til FN’s fredsbevarende arbejde inden for bl.a. klimasikkerhed, mental sundhed og træning- og kapacitetsopbygning.
FN's mission UNTSO i Mellemøsten. Omkring 12 danske og 150 internationale militære observatører overvåger grænseregionen mellem Israel, Syrien og Libanon for at sikre freden i området. Foto: Forsvarsgalleriet.
Repræsentanter for Forsvarsministeriet og Udenrigsministeriet deltager 5.-6. december 2023, når FN’s medlemsstater mødes til UN Peacekeeping Ministerial i Ghanas hovedstad, Accra.
Danmark møder op i Accra med tilsagn om fortsat engagement og fornyet dansk støtte til FN’s arbejde.
På mødet annoncerer Danmark et FN-klimasamarbejde med Ghana og FN om opsætning af solcelleanlæg med tilhørende batterikapacitet for en ghanesisk bataljon i FN’s mission i Sydsudan, der forventes at kunne dække op til 80-100 pct. af bataljonens energibehov.
Hertil medbringes tilsagn om dansk værtskab af en UN Infantry Battalions Training workshop og et UN Senior National Planner kursus i Danmark.
På mødet genbekræftes den fortsatte danske personelstøtte til FN’s mission i Mellemøsten, UNTSO, på ca. 12 personer og den fortsatte finansielle støtte til FN-projekter via Forsvarsministeriets FN-pulje under Freds- og Stabiliseringsfonden.
Desuden genbekræftes Danmarks finansielle støtte på fire mio. kroner via Forsvarsministeriets FN-pulje til udviklingen af effektive og tidsvarende FN-evakueringsmekanismer i FN’s missioner, mens ny dansk finansiel støtte til udviklingen af FN’s strategi for mental sundhed for FN-personel på to mio. kroner via FN-puljen annonceres.
”Det er vigtigt, at Danmark fortsætter sit engagement og bakker op om internationale indsatser i FN, der bidrager til vores fælles sikkerhed. Det gør vi i dag med annoncering af en række ny tilsagn om støtte, der skal bidrage til at gøre FN’s fredsbevarende arbejde mere tidssvarende og effektivt”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
Danmark medbringer desuden ny støtte til karriereprogrammet Senior Women Talent Pipeline, der har til hensigt at støtte FN’s ligestillingsstrategi ved at fremme kvinders deltagelse i FN’s fredsbevarende missioner, herunder særligt i forhold til muligheder for at bestride chefstillinger i missionsområderne.
Derudover bidrager Danmark med midler, der skal øge kvinders deltagelse i FN’s fredsbevarende arbejde samt støtte håndteringen af krænkelser og overgreb af seksuel karakter i FN’s missioner.