NATO-topmøde

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen til NATO-forsvarsministermøde i Bruxelles. Foto: Forsvarsministeriet.

I januar donerede Danmark sit CAESAR artilleri-system og i sidste uge kom nyheden om en fælles dansk-tysk-nederlandsk donation af mere end 100 Leopard 1 kampvogne til Ukraine.

 

I dag rejser fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen til forsvarsministermøde i Bruxelles, hvor dagsordenen er fortsat støtte til Ukraine.

 

”En yderligere styrkelse af det internationale samarbejde er essentielt for en endnu stærkere hjælp til Ukraines kamp for frihed. Danmarks står skulder ved skulder med sine allierede og partnere i støtten til Ukraine, og vi har fra starten af krigen været meget aktive med en bred vifte af støtte og donationer til Ukraines kamp mod Putins overgreb”, siger fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Møderækken i Bruxelles begynder i regi af Ukraine Defence Contact Group, UDCG. Det er den amerikanske forsvarsminister Lloyd J. Austin III, der har inviteret til et opfølgende møde om situationen i Ukraine.

 

I mødet deltager forsvarsministre og forsvarschefer fra de lande, som aktivt støtter op om Ukraines frihedskamp. Landene mødes løbende for at drøfte den fremadrettede støtte, herunder våbendonationer, til Ukraines frihedskamp mod den russiske invasion.

 

”Danmark har fra starten af krigen i Ukraine været blandt de mest aktive donorlande og løbende presset på for flere og tungere donationer. Det er afgørende, at vi fortsat bakker op om Ukraines frihedskamp. Det er regeringens klare ambition, og det er den besked, jeg vil levere på dagens møde,” siger Troels Lund Poulsen.

 

Tirsdag aften og onsdag følger NATO-forsvarsministermødet, hvor der blandt andet drøftes opfølgning på Madrid-topmødets beslutninger om et forhøjet NATO-beredskab som følge af Ruslands brutale overgreb på Ukraine og de fremtidige planer for styrkelsen af NATO’s afskrækkelse og forsvar.