Årets veteranvirksomhed 2022

FXteam er Årets Veteranvirksomhed 2022. Foto: Forsvarsministeriet.

Eksplosioner, reparationer og graffitibekæmpelse. FXteam kan ikke kun producere effekter til film eller vedligeholde ejendomme. De er også gode til at inkludere tidligere soldater på det civile arbejdsmarked.

 

Derfor går prisen som Årets Veteranvirksomhed 2022 i dag til den københavnerbaserede servicevirksomhed, der har kunder fra både byggeindustrien, kulturinstitutioner og i film-, tv- og event-branchen. Af FXteams 30 ansatte har 13 medarbejdere i dag veteranbaggrund.

 

”FXteam er et godt eksempel på, at selv en lille virksomhed kan gøre en stor forskel for vores veteraner. Derfor anerkender vi også deres indsats i dag med prisen som Årets Veteranvirksomhed. Det er jo vigtigt, at vores tidligere soldater får en god tilknytning til arbejdsmarkedet, og derfor er det også inspirerende at møde en virksomhed, som gør en ekstra indsats for, at veteraner bliver en del af det fællesskab. Det fortjener vores veteraner for den indsats, de har ydet for Danmark,” siger forsvarsminister, Troels Lund Poulsen.

 

Det er fjerde gang, at prisen som Årets Veteranvirksomhed uddeles. Formålet er at anerkende virksomheder, der er med til at fastholde veteraner på arbejdsmarkedet og ser de mange kompetencer, de besidder.

 

Tidligere års prismodtagere er Salling Group (2021), Hydrema Group (2020) og Securitas A/S (2019).

 

Veteraner i job

Danske veteraner har generelt en god tilknytning til arbejdsmarkedet med en høj beskæftigelsesgrad og en lavere risiko for arbejdsløshed. Veterancentrets Videncenters undersøgelser viser, at veteraner har højere beskæftigelse end den generelle befolkning.

 

90,4 procent af veteranerne har et arbejde, mens 81,4 procent af en sammenlignelig gruppe i den generelle befolkning er i job. Samtidig er 1,7 procent af de danske veteraner på kontanthjælp, mens det samme gør sig gældende for 4,8 procent blandt den generelle befolkning.

 

En psykisk sygdom som posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) kan godt påvirke evnen til at gå på arbejde. Selvom nogle veteraner derfor oplever, at de kan have svært ved at få eller fastholde et job, så er 58,6 % af veteraner med PTSD faktisk i job. For den sammenlignelige befolkning med samme diagnose gælder det, at bare 23,9 procent af dem er i job. Veterancentrets Videncenters undersøgelser bygger på data fra Danmarks Statistik, Landspatientregisteret og spørgeskemaundersøgelser af danske veteraner.