Troels Lund Poulsen

Foto fra artiklen i Berlingske: Linda Kastrup.

Vi har brug for alle gode kræfter, når vi skal genrejse Forsvaret. Og vi ved, at opgaver løses bedst med diversitet i medarbejdergruppen. Derfor ønsker regeringen en værnepligt, der er ligestillet mellem kønnene.

 

Jeg var glad for, at man i sidste sommers forsvarsforlig var enige om, at »værnepligten skal styrkes gennem flere værnepligtige, mere ligestilling i den danske værnepligtsmodel, ligesom den periode, hvori de unge aftjener værnepligt, skal forlænges«. Forligsteksten anerkender også, at de værnepligtiges betydelige indsats er afgørende for at løse de nødvendige opgaver.

 
Siden er behovet blevet større. For vi skal styrke det danske luftforsvar og etablere den tunge brigade, som har været alt for længe undervejs. Det er NATOs klare forventning til os. Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance tog heldigvis godt imod regeringens nylige initiativ til at levere det, som NATO har øverst på listen.

 

Derfor var jeg – ganske som Tom Jensen i Berlingskes leder 24. marts – meget overrasket, da partilederne Inger Støjberg og Alex Vanopslagh i et stort interview i Berlingske nedlagde veto mod at lave om og ligestille værnepligten. Det kan de. Men det undrer både mig og Tom Jensen, at de dermed gidseltager den nødvendige udvikling af Forsvaret.

 

Værnepligt i tidens ånd

Jeg er uenig med Vanopslagh, når han for eksempel i et tweet skriver, at en krigssituation skal betyde, at »vi selvfølgelig vil sende mændene. Fordi det er det mest civiliserede at gøre som samfund«. 

 

Jeg forestiller mig, at kvindelige veteraner fra årtiers skarpe og farlige missioner i Afghanistan eller Irak undrer sig over, at deres indsats på den måde forklejnes. Den tilgang er fjernt fra mit syn på soldaternes indsats.

 

Jeg ønsker en ligestillet værnepligt, fordi den øgede diversitet vil give den bedste opgaveløsning. Det er godt for Forsvaret. Samtidig bør værnepligten udvikle sig med samfundet, som går mod mere ligestilling.

 
Den erkendte uenighed til trods smykkede DD og LA sig stolt med sidste sommers forlig – inklusive en styrket værnepligt med øget ligestilling. Og nu er der åbenlyst brug for mere til tung brigade og luftforsvaret. Derfor håber Tom Jensen og jeg, at de to partiledere dropper at tage forsvarsforliget som gidsel.

 

For selvom Tom Jensen i sin leder håber, at man kan adskille værnepligt fra at udvikle og få de nye kapaciteter, så er det ikke muligt. En markant omlagt værnepligt er en forudsætning for at få det nødvendige luftforsvar og bemande den tunge brigade i de næste år.

 

Derfor kommer jeg ikke til at skille de to ting ad. Det giver ikke fagligt mening, hvilket DD og LA godt ved, da de har siddet med i det sidste års tids talrige forhandlinger.

 
Når vi efter påske tager hul på de næste forhandlinger, så håber jeg, at DD og LA klatrer ned fra deres veto-træ. Danmarks sikkerhed og en styrkelse af vores troværdighed i NATO er – i mine øjne – for vigtigt til krampagtigt at holde fast i partiernes veto mod ligestilling.

 

Og et Forsvar med ligebehandling af kønnene er den rette vej frem i 2024.