Vi skal blive bedre til at forstå børnene til udsendte soldater

”Har din far skudt nogen, eller er han selv blevet skudt”. Det spørgsmål mødes de fleste børn til udsendte soldater jævnligt af. Både fra børn. Men også fra voksne. Det er spørgsmål, der skader mere end det gavner. For det minder børnene om den trussel og frygten for at miste, som de fleste børn til udsendte går rundt med. Og det understreger, at vi i Danmark ikke er gode nok til at møde og forstå børn eller partnere til udsendte soldater.

Mange af vores udsendte soldater har børn og familier herhjemme. Dem har der ikke været nok fokus på, når far eller mor er blevet sendt til verdens brændpunkter for at kæmpe for fred, frihed og demokrati. Mens mor eller far yder en vigtig indsats for Danmark, er tankerne hos børnene herhjemme store. Både før, under og efter en udsendelse er det derfor afgørende at huske børnene herhjemme.

Det er baggrunden for, at jeg sidste år etablerede en ny familieenhed i forbindelse med Forsvarets Veterancenter. For mig virkede det ulogisk, at der ikke var et større fokus på børn og familier til udsendte. Enheden har indtil nu haft hele 315 henvendelser. Det understreger, at der er et behov for hjælp og sparring.  

Det samme konkluderer en ny undersøgelse, der netop har set på børn til udsendte. Det er store tanker, som de mindste har om deres udsendte forældre. Og oplevelsen af ikke at blive forstået fylder meget ved siden af savnet. Samtidig ændres hverdagen for familien derhjemme. Hvor alle de daglige rutiner ændres – og der ofte også er en tilbageværende forælder, der også savner.

For mig understreger det, hvor vigtigt det var at etablere familieenheden. Det understreger, hvor væsentligt det er at række ud til hele familier i forbindelse med udsendelser. Men rapporten viser samtidig, at vi som samfund og medborgere ikke er gode nok til at forstå familier til udsendte. Det gælder både de mindstes kammerater. Men det gælder i den grad også de voksne. På Forsvarsministeriets område kan vi styrke veteranindsatsen og støtten til udsendte familier endnu mere. Det gør vi. Og det kommer vi også til i fremtiden. Men vi skal også som skolekammerater, kolleger og venner til udsendtes familier blive bedre til at forstå de store tanker og bekymringer, som kan være forbundet med en udsendelse.