Nyheder
Sociale medier
Kronik af Troels Lund Poulsen (V), forsvarsminister. Lars Løkke Rasmussen (M), udenrigsminister. Morten Bødskov (S), erhvervsminister. Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI. Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv bragt i Avisen Danmark 19. december 2023.
Ruslands krig i Ukraine udfordrer ikke alene ukrainernes frihed og selvstændighed. Den sætter også Europas frihed og den regelbaserede verden på prøve. Hvis Putin satser på, at Vesten kører træt og opgiver støtten til Ukraine, tager han fejl. Danmark, vores allierede og partnere vil ikke droppe støtten til Ukraine og opgive vores fælles værdier. Det har vi ganske enkelt ikke råd til.
Mens den blodige krig i Ukraine fortsat udkæmpes på landjorden, i Sortehavet, i luftrummet over Kyiv og i det øvrige Ukraine, har en ny afgørende frontlinje tegnet sig: Kampen om forsyningssikkerhed og produktionslinjer.
Ukrainernes efterspørgsel på ammunition satte allerede tidligt i krigen udbuddet fra den vestlige industri under pres. En industri, som grundlæggende var gearet til fredstid – ikke krigstid.
Ukraines behov er mangfoldige, og behovet for militær støtte vil række mange år ind i fremtiden. Det er derfor nødvendigt, at vi fra dansk side bidrager til at udvikle og opskalere produktionskapaciteten i forsvarsindustrien – såvel den europæiske som den danske. Hvis ikke vi øger produktionskapaciteten i vores forsvarsindustri i Europa på den korte bane, kan vi ikke opretholde den militære støtte til Ukraine og vores egen forsyningssikkerhed på den lange bane.
Derfor er det vigtigt, at vi, der er på frihedens side og støtter Ukraine, styrker vores nationale produktionsapparater og forsyningskæder, så hurtigt vi kan. En måde at gøre det på er, at købe ind hos vores egne forsvarsindustrier, som i kraft af flere ordrer vil have mulighed for at udbygge produktionslinjer og dermed skabe et større udbud. Vi har brug for det materiel både til Ukraine og til vores egne forsvar.
Regeringen har derfor besluttet at afsætte en pulje på 1,75 mia. kr. over de næste tre år målrettet indkøb af forsvarsmateriel, herunder også fra dansk forsvarsindustri. Indkøbene vil ske med henblik på donation til Ukraine. Med puljen skal vi hurtigere kunne imødekomme Ukraines akutte behov og skabe langsigtede løsninger, hvor træning, vedligehold og løbende udvikling kan indgå fra start. Samtidig får vi større kapacitet og udvikling af forsvarsindustrien.
Det bliver stadigt mere afgørende med en robust forsvarsindustri, efterhånden som Forsvarets lagre når minimumsbeholdningerne. Styrkelsen af forsvarsindustrien er derfor nødvendig for at sikre, at vi kan fortsætte med at levere det nyeste og mest effektive materiel og samtidig tilpasse udstyr til Ukraines behov. Det vil også give bedre løsninger for Ukraine og på sigt for Danmark.
Danmark støtter allerede en række EU-initiativer, såsom fællesindkøb af ammunition til Ukraine. Målet med fællesindkøbene er, at landene kan sende et klart signal til industrien om behovet for mere produktionskapacitet ved at pulje ressourcerne og lægge større ordrer med bl.a. stordriftsfordele og bedre leveringsbetingelser for øje.
Dansk støtte til EU-initiativerne er også et klart signal om, at Danmark vil investere i europæisk og ukrainsk sikkerhed på den lange bane – et signal som både Ukraine og Rusland gerne må fange. Derfor ser vi gerne flere initiativer i eksempelvis EU-regi, der skal fremtidssikre den europæiske forsvarsindustri: Det drejer sig bl.a. om instrumenter, der styrker produktion af ammunition og missiler og ansporer til flere fælles indkøb fra medlemsstaterne i europæisk forsvarsindustri. Det sker i anerkendelse af, at vi står med en udfordring, som både haster, og som er strategisk vigtig – på både kort og lang sigt.
Vi vil fra dansk side fortsætte med at støtte disse initiativer, ligesom vi vil fortsætte vores samarbejde med allierede som Tyskland, Tjekkiet, Nederlandene og Sverige om at medfinansiere donationer af store våbensystemer. Dansk forsvarsindustri leverer allerede en lang række afgørende kapaciteter til Ukraine.
Løsninger fra danske virksomheder er efterspurgte, og vi har derfor et endnu større potentiale. Ukraine har i løbet af krigen anvendt danskproduceret materiel som f.eks. droner og minerydningsudstyr, ligesom der er en konstant efterspørgsel fra ukrainsk side for yderligere materiel og tættere samarbejde med den danske forsvarsindustri.
En stærk dansk forsvarsindustri er en dansk national sikkerhedsinteresse. Den er vigtig for Danmarks og vores allieredes og partneres forsyningssikkerhed. Dansk forsvarsindustris deltagelse i internationale forsyningskæder giver samtidig Danmark adgang til vigtige samarbejdspartnere og markeder, som også bidrager til vores samlede forsyningssikkerhed.
Kamppladsen i Ukraine er først og fremmest en hård og ubarmhjertig frontlinje. Ukraines kamp er både for egen frihed og for vores fælles værdier.
Her bidrager bl.a. dansk våbenteknologi til Ukraines modstandsdygtighed. Involvering af dansk forsvarsindustri vil ikke alene være et vigtigt bidrag til Danmarks fortsatte støtte til Ukraine, men samtidig skabe øget innovation og konkurrencedygtighed.
Ved at afsætte en ramme til indkøb af forsvarsmateriel vil regeringen understøtte den væsentlige rolle, som forsvarsindustrien har for Ukraines frihedskamp og for vores egen sikkerhed.
Siden Ruslands invasion er Danmark gået forrest i støtten til Ukraine. Med bred opbakning i Folketinget og fra den danske befolkning har regeringen afsat mere end 60 mia. kroner til militær støtte over de kommende år. Vi donerer stort set alt, vi kan undvære fra Forsvarets egne hylder, inklusive F-16-kampfly, kampvogne, artilleripjecer og ammunition. Det er historisk mange midler, men den frihed, som vi danskere til tider tager alt for givet, kommer andre steder i verden med en høj pris. Og dele af den pris betaler Ukraine hver dag i tabte menneskeliv, ødelagte familier og smadrede byer. Derfor fortsætter vi vores støtte, så længe det er nødvendigt.
Vores store investeringer i Ukraines – og i Europas – sikkerhed skal understøtte Ukraines akutte behov. På længere sigt skal vi også være med til at opbygge Ukraines evne til at afskrække fremtidige aggressioner fra Rusland. Den danske støtte er samtidig del af det internationale arbejde for at langtidssikre støtten til Ukraine.
Med vores investeringer sender Danmark et klart signal til Rusland om, at den indledte nedslidningskrig ikke kan betale sig. For vi er indstillet på at støtte Ukraine nu, og så længe det kræves. Det er derfor, vores støtte til Ukraine er markant, vedvarende og robust.