Siden januar 2005 har Danish Advisory And Training Staff (DATS) haft fast base i den lettiske hovedstad Riga.

Arbejdet og uddannelsen af nye brigadestabe i Estland, Letland og Litauen har foregået i lånte lokaler, men nu har DATS fået et fast domicil i Riga, hvor uddannelsescenteret skal være omdrejningspunkt for oprettelsen af brigadehovedkvarterer i de tre baltiske lande.

 

Ikke kun ord
Danmark har aktivt støttet de baltiske landes optagelse i NATO og EU, og som led i den fortsatte støtte til de baltiske lande, bl.a. med videre integration i NATO, har Danmark i 2004 søsat brigadeprojekter, der nu og i årene fremover vil være flagskibet for det baltisk-danske samarbejde. Og det er ikke nogen tilfældighed, at den danske forsvarsminister ryddede kalenderen for at tage til Riga og klippe snoren over til det nye uddannelsescenter.

 

- Det er ikke kun i ord men også i gerning et vigtigt projekt. Det er vigtigt for mig at vise de baltiske lande, at vi betragter samarbejdet med dem som utroligt vigtigt. Det er ikke kun flagskibet i vores samarbejde med de baltiske lande, men det er også flagskibet i Danmarks sikkerhedssamarbejde i Europa. Derfor er jeg her i dag, siger forsvarsminister Søren Gade.
 
 
Oberst Birger Mejlholm var synlig stolt, da han kunne præsentere det nye uddannelsescenter for de to forsvarsministre.


Aktiv dansk hjælp
DATS består af ca. 10 danske soldater, som assisterer de tre baltiske lande med at opbygge større enheder, som på sigt kan tilmeldes NATOs reaktionsstyrker.

Sidste år gik en stor del af tiden med at oprette NATO godkendte bataljonsstabe i hvert land. Nu er man begyndt på det lange seje træk med uddannelsen af brigadehovedkvarterer. I år er temaet fredbevarende operationer

"Samarbejdet betyder meget for os. Da vi fik vores selvstændighed i 1991, havde vi ikke nogen væbnede styrker. I dag er vi medlem af NATO. Vi kan læne os op ad de danske erfaringer. Det er ikke kun et godt formelt samarbejde.

Der er et godt forhold mellem danske og lettiske soldater. Og brigadeprojektet er en stor opgave for os, derfor spiller DATS en vigtig rolle", siger den lettiske forsvarsminister Atis Slakteris.

Fælles styrkebidrag 
Letland er vært for NATO topmøde i november. Derfor blev der også plads til en uformel politisk snak i mellem pindemadder og den kølige hvidvin. 

 

Lettiske soldater prøvede første gang kræfter med internationale operationer i samarbejde med danske soldater i Bosnien i 90'erne. 

 

Lige nu har Letland soldater ved den dansk KFOR styrke i Kosovo, og Litauen leder en genopbygningsenhed i Chaghcharan i Afghanistan, hvor danske soldater også indgår. Så samarbejdet fungerer også operativt med fælles. Og hvis udviklingen i de baltiske lande fortsætter, vil dette samarbejde sikkert blive udvidet.

"Jeg er sikker på, at DATS projektet vil betyde, at Estland, Letland og Litauen vil have fuldt funktionsdygtige brigader, der er fuldt integrerede i NATO strukturen i fremtiden", siger Forsvarsminister Søren Gade.