Kommentar af Forsvarsminister Søren Gade bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten den 9. april 2006.

Det var en ideologi, der stod for en uhyrlig foragt for mennesker af anden etnisk oprindelse og for anderledes tænkende. En ideologi, der fokuserede på de udvalgte, og ikke viste nogen som helst respekt for andre mennesker.

Hitler var en diktator, der forfulgte sine mål uden tanke på de lidelser, som såvel andre folkeslag som hans eget folk blev udsat for. Heldigvis blev diktatoren besejret, og både vi – og diktatorens eget folk - genvandt friheden.

Den nazistiske trussel blev besejret. Vore dages trussel – terrortruslen - kommer også fra hensynsløse ekstremister, der forfølger ideologiske mål uden tanke for deres ofre – heller ikke deres egne landsmænd. Det kan vi ikke acceptere. Vi kan ikke bare se passivt til og lade terror og frygt afskrække folk fra at tænke, tale og handle frit. Vi må aktivt forsvare og fremme fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder.

Det er fundamentale rettigheder, som gælder for alle mennesker. Alle har krav på at kunne leve i fred og sikkerhed og have frihed til at tænke og tale frit, udøve deres religion, forsamle sig og danne foreninger. Uanset om de er mænd eller kvinder, unge eller gamle, katolikker eller buddhister. Danmark er et lille land, men derfor skal vi ikke lukke os om os selv.

Vi kan ikke bare sidde her i vores smørhul og glæde os over, hvor godt vi har det. Vores sikkerhed afhænger af, at også andre mennesker kan nyde godt af at leve i fred og sikkerhed, og har mulighed for frit at udøve deres demokratiske rettigheder.

Derfor må vi påtage os et ansvar og yde en aktiv indsats for at præge den internationale udvikling. Historien har vist os, at det kan lykkes. Totalitære ideologier kan bekæmpes. Demokrati og menneskerettigheder kan genetableres, selv der hvor diktaturer holder befolkningen i et jerngreb.