Forsvarsminister Søren Gade havde i dag lejlighed til at hilse på soldater, der sidst i november drager til Libanon.

Danmark sender cirka 150 personer til Libanon som logistisk støtte til FN’s fredsbevarende mission, også kaldet UNIFIL. De første to UNIFIL-hold udsendes af flyvevåbnet, og forsvarsministeren havde i dag lejlighed til at møde det første hold soldater.

Forsvarsminister Søren Gade, der i sin tid selv gjorde tjeneste som FN-observatør i Libanon, er meget tilfreds med, at Danmark nu kan bidrage til en fredsbevarende FN-indsats i Mellemøsten.

”Det er meget positivt, at Danmark kan bidrage til FN’s fredsskabende missioner. Jeg synes, at det er et rigtig godt bidrag, vi sender af sted, og jeg er sikker på, at vores soldater vil løse opgaven fortrinligt”.

Muligheden for et dansk styrkebidrag til Sydlibanon opstod i sommer, hvor FN bad Danmark om at bidrage med personel til logistikenheden ved UNIFIL’s hovedkvarter i Naqoura.

Logistikenhedens opgaver vil primært omfatte transportstøtte i forbindelse med den løbende udskiftning af personel ved UNIFIL-missionen. Transportstøtten ydes i hele UNIFIL’s operationsområde i det sydlige Libanon. Herudover vil logistikenheden være ansvarlig for brandberedskabet i UNIFIL’s hovedkvarter, vedligeholdelse og reparation af udleverede køretøjer og våben samt bjærgning af hjulkøretøjer.

Folketinget skal andenbehandle beslutningsforslaget den 24. november, med henblik på, at de danske soldater kan overtage ansvaret for de logistiske opgaver ved UNIFIL fra den 1. december 2009.