Øvelsens formål var at træne officerer fra de Østafrikanske Reaktionsstyrker – Eastern Africa Standby Force (EASF) – i at håndtere de logistiske udfordringer ved at sende styrker fra de enkelte medlemslande til en fiktiv ø. De fleste medlemslande har erfaringer med at støtte operationer i tilstødende lande, men ikke med at sende styrker længere væk.
 
Den succesrige øvelse foregik i Etiopien, og de ca. 50 deltagere i øvelsen var officerer samt repræsentanter fra både civile myndigheder og politiet fra medlemslandene. Øvelsen gav EASF en masse ideer til områder, som skal undersøges nærmere og udvikles.
 
Dansk støtte
Den nordiske rådgivnings- og koordinationsstab – Nordic Advisory and Coordination Staff (NACS) – deltog i alle øvelsens aktiviteter med tekniske rådgivere. NACS deltagelse kan være med til at opbygge et godt netværk til officerer i EASF’s medlemslande.
 
Danmark bidrog også med en briefing fra Søværnets Operative Kommando og med en person med ekspertise i søtransport af landmilitære enheder.
 
I forbindelse med øvelsen blev der afholdt en ”visitors day”. Tomas Kønigsfeldt fra den danske ambassade i Nairobi ledsaget af oberst Henrik Vedel talte til forsamlingen, fordi Danmark er formand for ”Friends of EASF" - et informations- og koordineringsforum for lande med interesser i regionen. De danske militære repræsentanter og ambassaden arbejder tæt sammen om at støtte arbejdet i EASF.