Jeg ser på sagen med den allerstørste alvor. Demokratiets spilleregler er, at vores efterretningstjenester skal agere inden for lovgivningens rammer og loyalt samarbejde med det tilsyn, der på vegne af os allesammen fører kontrol. Derfor skal der gennemføres en uafhængig undersøgelse, men det er vigtigt for mig at understrege, at kampen mod truslerne mod Danmark ikke må gå i stå, mens undersøgelsen gennemføres. Vi er afhængige af at have velfungerende efterretningstjenester, der kan beskytte Danmark. Jeg forstår godt, hvis medarbejderne i FE har det svært i dag, men de udfører et helt afgørende arbejde for Danmark – det arbejde skal selvfølgelig fortsætte parallelt med, at der handles på den meget alvorlige kritik fra Tilsynet.

I dialog med Tilsynet med Efterretningstjenesterne og under inddragelse af Justitsministeriet vil jeg nu hurtigst muligt fastlægge de nærmere rammer for den uafhængige undersøgelse. Derudover vil jeg naturligvis følge op på tilsynets konkrete anbefalinger om bl.a. at etablere en whistleblowerordning samt foretage en evaluering af FE-loven.