Øvelse i Arktis

Foto fra øvelse i Arktis af Steffen Fog.

Den første del af rejsen går til Island. Forsvarsministeren mødes med Islands udenrigsminister, Thordis Kolbrún Reykfjörd Gylfadóttir, den 7. juni for at drøfte et styrket forsvars- og sikkerhedssamarbejde mellem Island og Danmark.

 

Den 8. juni holder Northern Group møde i Keflavík i Island. Danmark, Storbritannien, Tyskland, Polen, Holland samt de nordiske og baltiske lande deltager i mødet og kommer til at drøfte den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Europa.

 

Forsvarsminister Morten Bødskov udtaler:

 

”Krigen i Ukraine er dybt bekymrende, og det kræver, at de nordeuropæiske lande står sammen om sikkerheden i vores nærområde. Det er vigtigt at mødes med vores allierede og styrke båndene, for sammen står vi stærkere.”

 

Derudover vil forsvarsministeren mødes med landsstyremanden for udenrigsanliggender, Jenis av Rana, den 9. juni i Tórshavn. Her vil de drøfte det sikkerhedspolitiske samarbejde mellem Færøerne og Danmark med fokus på overvågning af Arktis.