inspirationsdag for kvinder.

Arkivfoto: Inspirationsdag for kvinder. Foto: Forsvarsgalleriet.

Undersøgelsen viser, at 20,3 pct. af de kvindelige respondenter har oplevet uønsket seksuel kontakt eller chikane inden for de seneste 12 måneder. Det nationale benchmark for kvinder er 26,4 pct. For gruppen af mandlige respondenter er tallet 7,7 pct. mod det nationale benchmark på 18,3 pct.

 

Overordnet viser resultaterne, at 10,7 pct. af respondenterne har oplevet mindst én hændelse af uønsket seksuel opmærksomhed og chikane inden for de seneste 12 måneder. Det er lavere end det nationale benchmark på 22,3 pct.

 

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har i dag orienteret forligskredsen om undersøgelse af kønskrænkende adfærd på Forsvarsministeriets område herunder styrelser.

 

”Jeg tager skarpt afstand fra al slags krænkende adfærd. Forsvarsministeriets område skal være en arbejdsplads, hvor det er trygt at gå på arbejde, og hvor ingen skal være genstand for grænseoverskridende adfærd”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen. 

 

Undersøgelsen er blevet gennemført af Forsvarsministeriets Personalestyrelse i perioden fra den 15. april til den 11. juli. Den samlede besvarelsesprocent på tværs af køn for undersøgelsen er 64,1 pct.

 

Den hyppigst forekommende hændelse er, at man har oplevet, at der er blevet talt nedsættende om kvinder/mænd. For så vidt angår oplevelsen af seksuel tvang, svarer 0,7 pct. at de har oplevet seksuel tvang (herunder om ’nogen har taget på dig mod din vilje’) og bestikkelse.

 

For departementets vedkommende viser undersøgelsen, at ca. 16 pct. af respondenterne har oplevet mindst én hændelse af uønsket seksuel opmærksomhed eller chikane inden for de seneste 12 måneder. Dermed placerer departementet sig højere end den samlede koncern.

 

”Forsvarsministeriet koncern har i de seneste år gradvist skærpet indsatsen og fokus på forebyggelse og håndtering af hændelser om krænkende adfærd. Når det er sagt, så er vi ikke nået i mål. Det er min forventning, at undersøgelsens resultater bliver fulgt tæt i de enkelte myndigheder og samarbejdsudvalg, herunder i departementet. Det er vigtigt, at de planer, der er lagt for arbejdet bliver fulgt til dørs,” siger Troels Lund Poulsen.

 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen om kønskrænkende adfærd på Forsvarsministeriets område bygger på et spørgeskema udviklet af det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Både KVINFO og foreningen Kvindelige Veteraner har været inddraget i tilrettelæggelsen af undersøgelsen.

 

Resultaterne fra undersøgelsen kan sammenlignes med NFA’s nationale tal om uønsket seksuel opmærksomhed og chikane på arbejdspladser i Danmark. Det samlede resultat af KKA-undersøgelsen for hele ministerområdet ligger under NFA’s nationale benchmark. Dette billede rummer dog også lokale forskelle og myndigheder, der ligger over det nationale benchmark.”