F-35

F-35 kampfly. Foto: Forsvarsgalleriet.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen har i dag orienteret forligskredsen og Forsvars- og Finansudvalget om udfordringerne med levering af F-35 kampfly.

 

”Der er risiko for, at leveringen af de næste F-35-fly kan blive yderligere forsinket. Det har jeg i dag orienteret forligskredsen og Folketingets partier om. Det er for tidligt at sige, hvad det konkret kommer til at betyde for levering af de danske F-35-fly, men det er en sag, som vi følger tæt”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Der er udfordringer med den såkaldte Technology Refresh 3 (TR-3) opdatering af flyene, som tidligere har medført justeringer i leveringstidspunkterne for de næste danske F-35-kampfly. Der arbejdes aktuelt på håndteringen af TR-3-udfordringen i det internationale F-35-programkontor. Derfor er der på nuværende tidspunkt ikke et klart billede af, hvornår de næste danske F-35-kampfly kan leveres. Det kan heller ikke udelukkes, at udfordringerne kan få betydning for de politisk fastsatte operative milepæle for F-35-implementeringen.

 

Det vurderes ikke, at situationen vil påvirke donationen af F-16 fly til Ukraine eller Danmarks forpligtelser over for NATO i en krisesituation.

 

”Det er en prioritet for mig, at Forsvaret opretholder evnen til at løse de nødvendige opgaver med kampfly i overgangen fra F-16 til F-35, herunder også den vigtige donation af F-16-fly til Ukraine samt træningen af ukrainske piloter og teknikere. Derfor har jeg allerede rakt ud til min amerikanske kollega for, at vi i fællesskab kan finde en god vej frem,” siger Troels Lund Poulsen.

 

Forsvarsministeriet og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse følger sagen tæt og er i regelmæssig dialog med relevante samarbejdspartnere og myndigheder.