Træning af ukrainsk F-16 personel på Flyvestation Skrydstrup

Foto fra træning af ukrainsk F-16 personel på Flyvestation Skrydstrup. Screenshot / Forsvaret.

Yderligere bidrag til den kommende F-16-donation, luftværn, vedligehold af artilleripjecer og finansielle bidrag til donation af yderligere artilleripjecer, granater og panserværnsminer. Det er nogle af de kapaciteter, en ny donationspakke til Ukraine skal være med til at finansiere.

 

”Vi har i dag orienteret det Udenrigspolitiske Nævn om en ny donationspakke til Ukraine. I pakken, som er den 18. i rækken, lægges tyngden inden for både luftforsvar og artilleri, som Ukraine har hårdt brug. Derudover reserverer vi også yderligere midler til direkte investeringer i den ukrainske forsvarsindustri, ligesom vi afsætter yderligere midler til den kommende F-16-donation til Ukraine, som er planlagt til sommer”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Der afsættes ca. 2,4 mia. kroner til at styrke det ukrainske luftforsvar. Dertil kommer yderligere midler til indkøb af artilleripjecer, granater og panserværnsminer. En del af midlerne går til vedligeholdelse af donationerne, som er afgørende for deres langvarige effekt på kamppladsen.

 

”Med dagens donation imødekommer vi Ukraines akutte behov for mere luftforsvar, artilleri og ammunition. Som en del af pakken reserverer regeringen også yderligere midler, der skal gå til investeringer direkte i den ukrainske forsvarsindustri. Det giver mening at producere våbnene dér, hvor de bruges, og af dem, som bruger dem. Det handler også om at fremtidssikre Ukraines forsvarsevne. Ukraine har kompetencerne, men mangler finansieringen. Forhåbentlig kan flere lande inspireres til at følge denne model”, siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

 

Derudover er der afsat midler til finansiering af en række NATO CAP-projekter. Regeringen lægger også op til at reservere yderligere midler til investeringer i den ukrainske forsvarsindustri.  

 

”Situationen i Ukraine er meget alvorlig. Der er ingen tvivl om, at ukrainerne har behov for fortsat og massiv støtte fra allierede. Med den her pakke sender vi et utvetydigt signal til både Ukraine og omverdenen. Vi leverer både donationer nu, og vi er klar til at investere massivt og langsigtet i den ukrainske forsvarsindustri. Deres kamp for frihed er fortsat også vores kamp”, siger Troels Lund Poulsen. 

 

Fakta

Med Ukrainefonden er der i årene 2023-2028 samlet afsat 64,8 mia. kr. (2024-pl) til militær støtte til Ukraine. Dette er inklusiv et nyligt løft på 4,4 mia. kr. i 2024, som regeringen har indgået en aftale med partierne bag Ukrainefonden om i april 2024.

 

Der er på nuværende tidspunkt truffet beslutning om militær støtte til Ukraine i regi af Ukrainefonden for 42,9 mia. kr. i perioden 2023-28.