Forsvarsministeriet

 

Den militære støtte til Ukraine, herunder træning af ukrainske soldater, bliver til virkelighed gennem en række forskellige samarbejder og koalitioner mellem allierede lande. Indtil nu har USA og Storbritannien stået i spidsen for koordination.

 

NATO-landene er nu enige om, at NATO skal spille en gradvist større rolle i koordinationen af den internationale militære donationer og træning til Ukraine, og man har nu taget de første formelle skridt i den retning.

 

"Det er nogle få store lande, som har haft ansvaret for at koordinere den internationale støtte til Ukraine, og det har fungeret rigtig godt indtil videre. Men vi har behov for en mere systematisk og robust koordination for at sikre den langvarige og målrettede støtte til Ukraine. Her kan NATO spille en vigtig rolle fremover ved gradvist at overtage koordination og logistik forbundet med støtten. NATO har allerede de rette strukturer og erfaringer, der skal til for at sikre, at støtten koordineres bedst muligt og med blik for, hvordan Ukraine nærmer sig et forsvar, der på sigt kan indgå i NATO," siger forsvarsminister, Troels Lund Poulsen.

 

På forsvarsministermødet i NATO deltog den ukrainske forsvarsminister Rustem Umerov, hvor den fortsatte støtte til Ukraine var øverst på dagsordenen.

 

"Der er stadig behov for mere støtte til Ukraine på kort og langt sigt. Derfor har jeg sagt til mine kollegaer, at vi må kigge endnu dybere i værktøjskassen. Her går vi forrest fra dansk side med blandt andet at placere ordrer direkte i den ukrainske forsvarsindustri. Det kan være med til at sikre ukrainerne materiel hurtigere og samtidig styrke forsvarsindustrien lokalt," siger Troels Lund Poulsen.

 

Danmark har samlet afsat næsten 68,9 mia. kr. til militær støtte til Ukraine fra 2022-28 og har truffet beslutninger for ca. 48 mia. kr.

 

Beslutningen om, at NATO fremover skal have en gradvist større rolle i koordinationen af de allieredes støtte til Ukraine bliver endeligt vedtaget af stats- og regeringscheferne på NATO-topmødet i Washington i juli.