Nyheder
Sociale medier
I forbindelse med åbningen af Arktisk Basisuddannelse i Kangerlussuaq understreger forsvarsminister Troels Lund Poulsen, at Forsvaret også fremover vil have en stærk tilstedeværelse i Kangerlussuaq. Flere nye tiltag er på vej, der vil styrke såvel Forsvaret som lokalsamfundet og bidrage til muligheden for arbejdspladser i Kangerlussuaq.
Arktisk Basisuddannelse. Foto: Sofie Wegger / Forsvaret.
Arktisk Basisuddannelse åbnes i dag i Kangerlussuaq, hvor Vivian Motzfeldt, Grønlands minister for selvstændighed og udenrigsanliggender, samt chefen for Arktisk Kommando deltager. Forsvarsministeren lægger i den forbindelse særlig vægt på Forsvarets fremtidige aktiviteter og tilstedeværelse i området, og at det er aftalt, at Forsvaret vil bidrage til videreførelse af Kangerlussuaq Lufthavn.
”Jeg har været i Kangerlussuaq flere gange i min tid som forsvarsminister og har løbende fulgt arbejdet med at etablere Arktisk Basisuddannelse. Under mit første besøg var håndværkerne stadig i fuld gang med at gøre undervisningslokalerne klar, og i dag bliver dørene så slået op for uddannelsens første 22 elever. Uddannelsen bliver forhåbentlig også et vigtigt omdrejningspunkt for aktivitet i Kangerlussuaq. Vi planlægger allerede at udvide kapaciteten, så der allerede fra næste år bliver mulighed for at optage op mod 30 elever per årgang”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
I forbindelse med at atlantflyvningen til Kangerlussuaq forventeligt ophører ultimo november 2024, ønsker regeringen at styrke Forsvarets tilstedeværelse med afledte muligheder og arbejdspladser til gavn for bygden. Der vil i forbindelse med forsvarsforligets kommende delaftale bl.a. blive set på muligheden for på sigt at etablere dele af Arktisk Kommando i Kangerlussuaq.
”Det er af afgørende sikkerhedspolitisk betydning, at vi styrker Forsvarets opgaveløsning i Grønland og Kangerlussuaq. Derfor ser regeringen bl.a. på at styrke Arktisk Kommandos tilstedeværelse i Kangerlussuaq. Desuden er vi i færd med at afklare, hvordan Forsvaret skal bidrage til videreførelsen af Kangerlussuaq lufthavn. Jeg er sikker på, at Forsvarets fremadrettede tilstedeværelse og aktiviteter vil bidrage til Kangerlussuaqs fortsatte eksistens og udvikling”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.
”Det er af afgørende betydning for Naalakkersuisut, at Forsvarets rolle og aktiviteter i Grønland skal komme det grønlandske samfund til gavn. Jeg er derfor positiv over det øgede fokus på at samtænke fremtiden for Kangerlussuaq med Forsvarets kommende tilstedeværelse. Jeg ser frem til de kommende forligsforhandlinger, hvor vi skal blive enige om, hvordan Forsvarets tilstedeværelse kan styrkes i overensstemmelse med Grønlands ønsker” siger Grønlands minister for selvstændighed og udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt.