Troels Lund Poulsen, da han i dag besøgte sin norske kollega, Bjørn Arild Gram.

Troels Lund Poulsen me hans norske kollega, Bjørn Arild Gram. Foto: Forsvarsministeriet.

Krigen i Ukraine lægger pres på Europa. Derfor er det nordiske forsvarssamarbejde vigtigere end nogensinde før, og det havde forsvarsministrene fra Norge og Danmark fokus på ved et møde på Ørland Flyvestation i dag.

 

De to forsvarsministre drøftede blandt andet støtten til Ukraine samt hvordan det nordiske samarbejde både skal ruste vores egne lande, men også komplementere NATO’s forsvars- og afskrækkelsesprofil.

 

”Krigen har sat demokrati og fred under pres i Europa, og derfor er det vigtigt, at vores samarbejde med de nordiske lande bliver prioriteret højt. Både når vi kigger på sikkerheden i Norden, men også når vi vender blikket ud mod resten af verden og vores rolle i NATO. Det har jeg blandt andet drøftet med min norske kollega i dag”, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

 

Krigen i Ukraine fylder meget for både Norge og Danmark, og begge lande er blandt de største bidragsydere af militær støtte til Ukraine. Norge bistår også med træningen af ukrainske F-16 piloter i Skrydstrup, hvor de har udstationeret instruktører. Derfor vendte de to ministre også, hvordan støtten til Ukraine skal fortsætte.

 

”Vi har et tæt samarbejde med Norge i forhold til træningen af de ukrainske F-16 piloter i Skrydstrup, hvor norsk personel hjælper med uddannelsen. Og ligesom Danmark, planlægger Norge at donere F-16-fly, så vi hjælper Ukraine i kampen mod Rusland. Det er afgørende, at vi fortsætter vores støtte til Ukraine sammen med vores andre allierede. Derfor har vi talt om, hvordan vi sikrer forsat støtte og donationer til Ukraine”, siger Troels Lund Poulsen.   

 

Endelig har Troels Lund Poulsen også fremlagt sine planer for Danmarks formandskab for Nordic Defence Cooperation, NORDECFO, som omfatter Finland, Danmark Island, Norge og Sverige. Under Danmarks formandskab vil der blandt andet være fokus på fortsat støtte til Ukraine, mere smidigt samarbejde i Norden og udviklingen af sikkerhedssituationen i Arktis, Nordatlanten og Norden.